Agathe de Baillencourt: Smash Cut

Udstillingstitlen er lånt fra et filmisk udtryk: Smash Cut refererer til en skarp overgang fra en scene til den næste. I sit udvalg af seks malerier fra en serie på mere end 80 værker, fremhæver kunstneren bevidst koloristiske forskelle og formelle kontraster. Et slående eksempel, selv ved første øjekast, er den radikale farvereduktion i værkerne 59 – 06.10.22, 61 – 24.10.22 og 63 – 02.11.22 sammenlignet med de tre tidligere værker 40 – 31.05.22, 53 – 15.09 .22 og 54 – 17.09.22. Mens dynamikken i de tre tidligere værker er præget af stigende farvekompleksitet, er de tre senere domineret af gråtoner, nogle gange med en metallisk blå shimmer, som opløses i en blød malerisk bevægelse og skaber kontrast til store områder med minimal pigmentkoncentration. Her eksperimenterer de Bailliencourt også med nye metoder til at påføre farve: Hun markerer store umalede områder ved at fugte dem på forhånd og arbejde med gråtonede penselstrøg rundt om dem, så malingen kan flyde ind i de våde områder, da alt foregår vådt-på-vådt. Dette skaber grisailles af kalligrafisk kvalitet og skønhed.

De tre værker med komplekse farver, nemlig titlerne 40, 53 og 54, er i sig selv heterogene og præget af forskellige maleteknikker. En central beslutning fra de Baillencourt - at markere lærredet med tre smalle strimler af tape, og dermed opdele det i fire lodrette felter, inden arbejdet går igang - gælder for alle værker i serien. Dette viser sig ikke kun vigtigt for maleriernes formelle rytme, men også for maleprocessen, især når det drejer sig om de farvede malerier på hør. Tapen skaber semigennemtrængelige grænser inden for det billedlige rum: til tider overskrides de af en blød spredningen af ​​farver, som i 40 – 31.05.22, der arrangerer individuelle farver i overvejende vandrette bølgeformer. På andre tidspunkter bliver forholdet mellem grænse og farvefelt mere komplekst, som i 54 – 17.09.22, hvor farvesegmenterne nogle gange forbliver inden for grænserne, flyder lidt hen over dem eller ofte spredes som sarte farvestrålinger ind i det tilstødende felt. Agathe de Bailliencourt beskriver selv sin brug af linjer som et kompositorisk redskab, der "afslører maleriets egen skabelsesprotokol", der fungerer på en klar koncept- og procesbaseret måde.

Heterogeniteten af ​​disse seks malerier, som de Bailliencourt samler i Smash Cut, eksemplificerer, at hendes kunstneriske tænkning i serier ikke formaliserer eller begrænser værkernes form, men snarere at hendes maleri er drevet af den serielle impuls, konstant udviklende og til enhver tid er i stand til at overraske.

Teksten er et oversatt udsnit af udstillingsteksten The Way Colours Go skrevet af Jens Asthoff.

Kilde:
Alice Folker Gallery