Udstillingen har sit hovedfokus på de sidste tyve år af Jawlenskys kunstneriske virke, som han hovedsageligt helligede at male det samme motiv igen og igen: et ansigt.
Ansigtsmotivet tillod bedst Jawlensky at udtrykke sin spiritualitet. Som tiden gik, blev ansigtet mindre og mindre genkendeligt, indtil det i Jawlenskys allersidste år som maler, med hænderne stærkt plaget af gigt, var blevet næsten fuldkommen abstrakt. Disse sidste værker står tilbage som enestående og originale bidrag til kunsthistorien.
Udstillingen har indledningsvis fokus på Jawlenskys forbindelse til kunstscenen i München i begyndelsen af det tyvende århundrede op mod 1. Verdenskrig. Jawlensky dannede par med maleren Marianne Werefkin og var nær ven med bl.a. Wassily Kandinsky og Gabriele Münter. I et vibrerende og meget stimulerende miljø i Sydtyskland var Werefkin og Jawlensky omdrejningspunkt for salonsamtaler om og forsøg med at udvikle et helt nyt kunstnerisk udtryk.
Anden del af udstillingen begynder i Schweiz i 1914, hvor Jawlensky måtte flytte til, idet han som russer ikke kunne blive i Tyskland efter 1. Verdenskrigs udbrud. Da han ikke havde et atelier, malede han bl.a. udsigten fra sit vindue om og om igen. Disse billeder kaldte han variationer, og de er begyndelsen på Jawlenskys interesse i serielle billeder, i repetitionen af motivet. Jo flere han malede, des mere mistede de forbindelsen til noget set, til den ydre verden. Billedets egen logik blev det styrende.
Udstillingens tredje del undersøger Jawlenskys sidste år som maler i 1930ernes Tyskland. Han fik forbud mod at udstille af Nazisterne og var samtidig hårdt plaget af gigt, der gjorde det næsten umuligt at male. Men han kunne lige akkurat male med begge hænder knuget om penslen. Små billeder blev det til hver dag, hans såkaldte meditationer. Meditationerne var en lykkelig kulmination for en nu gammel kunstner, der næsten hele livet havde søgt at forbinde sin spirituelle overbevisning med malergerningen.
Særligt Jawlenskys sene meditationer har haft stor betydning for yngre generationer af kunstnere. Kunstnerkomponisten John Cage (1912-1992) ejede således tre værker af Jawlensky, som han købte som helt ung aspirerende komponist i 1930ernes USA. Da han havde købt sit første værk, skrev han et lille brev på gebrokkent tysk til Jawlensky. Her stod blandt andet: ”Jeg er meget glad, for jeg har købt et af Deres billeder. Nu er det i mig. Jeg skriver musik. De er min lærer.” Og selv i dag ser kunstnere på Jawlenskys billeder, hvorfor kataloget til udstillingen indeholder en tekst af maleren Alexander Tovborg (født 1983) om hans forhold til Jawlenskys værk.
Kilde:
Louisiana Museum of Modern Art
Louisiana Museum of Modern Art