Anders Brinch: Le Jardin (Under the Moon)

Med udstillingen Le Jardin (Under the Moon) fortsætter Anders Brinch sine figurative fortællinger, som på én og samme tid er romantiske og smukke, foruroligende og mystiske. Le Jardin eller “Haven” synes at være et frugtbart udgangspunkt for Brinch, som elsker at male udendørstableauer og snørklede organiske landskaber. Brinch siger selv, at Le Jardin er en metafor for hele vores klode, og at han har indkaldt månen som melankolsk vidne eller spejl, der holdes op foran verden.

Nogle af motiverne er denne gang hentet fra kunstnerens egne barndomstegninger, hvor han blandt andet fyldte papirerne ud med tukaner, kaimaner og urskove. Det fornægter sig heller ikke at være vokset op i et hjem, hvor der hang billeder og reproduktioner af blandt andet Scherfig og Wiinblad, hvilket også tydeligt ses i mange af værkernes eventyrlige og næsten orientalske stemning. Alligevel taber værkerne deres uskyld undervejs, hvor en naivistisk fortællerglæde afløses af noget mere surreelt og psykedelisk med en farvelære, der hverken tilhører Scherfig eller Wiinblad – eller Goethe for den sags skyld – men som mere kunne have indfundet sig i et LSD-trip eller under påvirkning af hvidvinsdampe og psylosobinsvampe.

At tegne og male har ifølge Brinch fra barnsben rummet den dobbelthed, at det på den ene side fungerer som en slags eskapisme – en tryg, fantasifuld parallelverden som værn mod virkeligheden – og samtidig tjener som en måde at begribe, beskrive og dermed være en del af verden på. Ét af værkerne på udstillingen er et remake af en barndomstegning, som ikke eksisterer længere. Motivet var Amazonas regnskov, som var ved at blive fældet til fordel for en asfaltjungle med skyskrabere og storbyliv. Måske er det en naiv, men dog oprigtig kommentar til aktuelle, lokale problemstillinger med ekspansionen af København, hvorved byen æder sig ind på naturen – som for eksempel den verserende sag om Amager Fælled eller den store fremtidsplan for Lynetteholmen.

Men i nyoversættelsen af det gamle motiv opstår der alligevel i kunstneren selv en tvivl om, hvorvidt det er civilisationen og storbyen, der er i færd med at kvæle naturens sidste åndehuller, eller om det er et efter-dommedags-billede flere hundrede år ude i fremtiden, hvor menneskeheden for længst har spillet fallit og enten er gået helt til grunde eller er taget på nye destruktive eventyr på planeter i andre galakser, hvorefter naturen igen har fået frit spil på jorden til at starte forfra.

Det er netop den tvetydighed som går igen i mange af motiverne i denne udstilling med spejlinger og visuelle refleksioner, som på den ene side taler om døden og altings forgængelighed og samtidig lige så godt kunne være en form for genfødsel og genopstandelse.

Selvom maleriet er hans primære udtryksform, har Brinch altid bestræbt sig på at holde døren åben til andre medier. Dette kommer også til udtryk i Le Jardin, hvor kunstneren inkorporerer en gruppe transparente plexiglaspodier, der både fungerer som tredimensionelle collager og en slags hukommelsesbank fyldt med objekter, materialer og inspirationskilder. Oven på podierne er der med gips og Himalayasalt udformet små organiske landskaber eller smukke taktile overflader, som blandt andet mimer mikroplanter og liv på fremmede planeter.

Kilde: Hans Alf Gallery