Anger

4 feb - 28 maj 2017

Fire danske kunstnere sætter vreden i scene på Horsens Kunstmuseum. Udstillingen Anger sampler en lang række forskellige materialer til en totaloplevelse af lyd, lys og skulpturelle objekter.

Pressefoto

Fire danske kunstnere sætter vreden i scene på Horsens Kunstmuseum. Udstillingen Anger sampler en lang række forskellige materialer til en totaloplevelse af lyd, lys og skulpturelle objekter.

Vred og syndig udstilling på Horsens Kunstmuseum
Fire danske kunstnere sætter vreden i scene på Horsens Kunstmuseum. Udstillingen Anger sampler en lang række forskellige materialer til en totaloplevelse af lyd, lys og skulpturelle objekter.

De syv dødssynder genindtræder fra tid til anden på kulturscenen, selvom de ikke har været dyrket i en vestlig religiøs sammenhæng i århundreder. I 2017 gentænkes dødssynderne på syv danske kunstmuseer. På Horsens Kunstmuseum har billedkunstnerne Martin Erik Andersen og René Schmidt og duoen Vinyl Terror & Horror fået frie tøjler til at fortolke den sjette dødssynd: Vrede.

Skulpturel suspense
I udstillingen Anger arbejder de fire kunstnere med en række forskellige materialer, som de udfordrer og kombinerer til nærmest umulige konstruktioner. Hermed skaber de en særlig form for skulpturel suspense, hvor dét, publikum har foran sig, synes at kunne forvandle sig eller gå i stykker hvert øjeblik. Hos Vinyl Terror & Horror bliver både forvandling og destruktion helt konkret: Camilla Sørensen og Greta Christensen, som duoen hedder i deres civile liv, arbejder nemlig med mekaniske installationer, hvor højttalere kolliderer, og LP’er bliver udsat for en særlig cut-up-teknik eller skudt på med en Remington700-pistol.

Pressefoto

Vrede som relevans
Hos Martin Erik Andersen og René Schmidt angribes vreden fra en mere samfundsanalytisk position: Martin Erik Andersen inddrager effekter fra tidlige civilisationer og peger derved på, hvordan samfundsbærende fænomener som handel og ritualer har været uløseligt forbundet med vreden og dens følgesvend: vold.

René Schmidt tager fat i vores aktuelle medievirkelighed, hvor vi bombarderes med skandaløse historier, og had og splittelse truer demokratiet. Med værktitler som Magtens tredeling og Øjet i det høje præsenterer han en række skulpturelle objekter skabt i 3D-print eller materialer som beton og gummi.

Den evigt aktuelle vrede
Der er med andre ord mange tematikker på spil i Anger – fra vrede som følelsesmæssig reaktion til vrede som samfundskonstituerende nødvendighed. Med tanke på de seneste års meget diskuterede bogudgivelser som Lisbeth Zornig Andersens Vrede er mit mellemnavn og Maja Lee Langvads Hun er vred kan vi konstatere, at den sjette dødssynd endnu ikke er fordrevet. Indtil dét evt. skulle ske, kan man fordrive ventetiden på Horsens Kunstmuseum.

Udstillingen er en del af DE SYV DØDSSYNDER. Et samarbejde mellem 7 kunstmuseer og Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017. De øvrige medvirkende museer er: Randers Kunstmuseum, Skovgaard Museet, Museet for Religiøs Kunst, Glasmuseet Ebeltoft, Holstebro Kunstmuseum og Muse®um Skive.

Foruden Aarhus 2017 er udstillingen støttet af Reformationspuljen, Augustinusfonden og Statens Kunstfond.

Kilde: Horsens Kunstmuseum


Adresse
Horsens KunstmuseumCarolinelundsvej 2
8700 Horsens

Åbningstider
Mandag: Lukket
Tirsdag: 11:00 - 16:00
Onsdag: 11:00 - 16:00
Torsdag: 11:00 - 16:00
Fredag: 11:00 - 16:00
Lørdag: 11:00 - 16:00
Søndag: 11:00 - 16:00

Entre pris
ENTRÉ
Voksne: 60 kr
Børn under 18 år: Gratis
Grupper over 10 personer: 50 kr. pr. person