Vrede, anger eller bare kunst?

Kunstnerne har fået frie hænder til at udføre en bunden opgave, de ikke er vilde med. Hvordan tror du så, det går? Martin Erik Andersen, René Schmidt og Vinyl Terror & Horror fortolker dødssynden Vrede på Horsens Kunstmuseum, men det er kun sidstnævnte, der matcher udstillingens tematiske vinkel.

Ved første øjekast er det en gruppeudstilling, hvor de deltagende kunstnere har gjort sig umage for at lave en samlet udstilling. Værkerne af de enkelte kunstnere er placeret mellem hinanden til en samlet installation, der orkestrerer hele rummet. Det er vel såre godt?

Men går man nærmere ind i udstillingen Anger på Horsens Kunstmuseum, som er en del af det midtjyske museumssamarbejde om såkaldte nyfortolkninger af De syv dødssynder, dækker denne tilsyneladende integration over en mangerettet forestilling, hvor tematikken flyder, og kunstnerne alligevel kører hvert sit løb.

Lad det være sagt med det samme: Udstillingens kunstnere, Martin Erik Andersen, René Schmidt og kunstnerduoen Vinyl Terror & Horror (Camilla Sørensen og Greta Christensen) er fortrinlige kunstnere, og også i Horsens mødes man af subtile, kraftfulde og materialesensible værker. Men tematisk set er nyfortolkningen af dødssynden Vrede i bedste fald ‘abstrakt’, i værste fald fordampet i ‘kunstnerisk frihed’.

Indebrændt som en LP på en bageplade
Vinyl Terror og Horror producerer meningsfuldt ind i sammenhængen. Off Track er en samlet komposition, hvor de enkelte elementer på skift aktiveres i et 13 minutter langt forløb. Højtalere støder sammen, anskudte vinylplader afspilles, i en video synger en operasanger, mens hun skubbes i ryggen. Raseriet er sort som en fastbrændt LP på en bageplade. Et vibrerende og staccato-larmende stativ rammer ‘vredens væsen’, når den koger i en – og kosteskaftet, der banker på loftet og saboterer afspilningen af en schlager, får en til at skraldgrine.

Duoen passer til udstillingen, fordi deres værker indeholder denne fandenivoldske – lad os bare kalde den – vrede energi, hvor aggressionen fungerer som en ustoppelig kraft, og hvor værkskabelsen er uløseligt forbundet med destruktionen.

Fejlcastet
Omvendt forekommer Martin Erik Andersen fejlcastet til udstillingen. Vrede er retningsbestemt, kategorisk og unuanceret – det diamentralt modsatte af, hvad Andersen står for.

Hans værker er disse fantastiske skulpturelle ansamlinger, som i al deres sarte midlertidighed er pivåbne for utallige sanselige og mentale læsninger.

Materialelisten tæller blandt andet strik, bambus, flamingo, et Asmat-skjold og krokodillehoved-lignede ‘gallionsfigurer’ fra kanoer fra naturfolk fra New Guinea. Titlerne refererer mangfoldigt til et gammeltestamentligt havuhyre, en byzantinsk kejser, guillotinen og Common Wealth. I udstillingsfolderen hedder det, at vreden angribes fra en “samfundsanalytisk position”: Ved at Andersen inddrager effekter fra tidlige civilisationer peger han på, “hvordan samfundsbærende fænomener som handel og ritualer har været uløseligt forbundet med vreden og dens følgesvend: Vold”. Ligningen med handel, ritual, vrede, vold og kunstværkerne på udstillingen kræver den helt krøllede sansning, og dødssynden er i sandhed det ubekendte x.

Monolitter
En nyfortolkning af Vrede er heller ikke det første, der falder i øjnene i forhold til René Schmidt, der, i modsætning til de andre, er mere vægtig og sluttet i sine skulpturer, mindre knyttet til et flagrende åbent skulpturbegreb. Her er monolitter, monstrøse ansigter og nogle figurative, fabulerende skulpturer med titler som Plejaderne og Embryon. Schmidt har enorm power i sine værker, men hvordan disse værker refererer til vreden og til vores “aktuelle medievirkelighed, hvor vi bombarderes med skandaløse historier, og had og splittelse truer demokratiet”, som det hedder i udstillingsfolderen, er et åbent spørgsmål.

Vrede eller anger
Måske er disse kunstnere bare ikke velegnede til en ‘illustrativ’, tematisk udstilling. Her er tale om eklektiske og fabulerende kunstnere, deres tænkning er i høj grad i stoffet og materialerne, de er ikke til at styre på en tønde land, det er en del af deres kvalitative dyder, om man så må sige. Sandt nok behøver gode kunstnere ikke grove litterære bånd, billedkunstens åbenhed er en dyd osv. Det er et helt bevidst valg, at udstillingen i stedet for Vrede hedder Anger, som også kan læses på dansk – og dermed yderligere ‘nuancere’ retningen for udstillingen.

Det er fint nok alt sammen – men nu er udstillingen altså skrevet ind i en rammesætning, som man leder efter som nålen i en høstak.  

Hvem styrer?
Jeg kan godt forstå, at man som kunstner vægrer sig ved at føje sig ind i et noget gumpetungt og ureflekteret kuratorisk projekt som dette, hvor dødssyndstematikken ikke er løftet til en plausibel nutidig relevans. Også Horsens Kunstmuseum mangler retning i dette projekt og har tilsyneladende losset bolden videre til nogle kunstnere og derefter lukket døren.

Læs også anmeldelse af Grådighed på Holstebro Kunstmuseum her

Men kunstnerne kunne jo også sige nej. I det samlede katalog for De syv dødsynder er der et interview med Horsens-udstillingens kunstnerne, og her kan man læse, at kunstnerne ikke har noget specielt forhold til – eller viden om – dødssynderne, og at de ikke er vilde med bundne opgaver. Her kunne alarmklokkerne godt begynde at ringe, men nej: De har “totalt tillid” til, at de kan komme “bredt og dybt både rundtom, nedenom og evt. udenom det specifikke kristne tema”, som Andersen formulerer det. I interviewet kan man også erfare, at kunstnerne er stillet helt frit, hvilket til gengæld vækker begejstring.

Kunstnerne har altså fået frie hænder til at udføre en bunden opgave, de ikke er vilde med. Hvordan tror du så, det går? Udenom er man bestemt kommet.

Læs anmeldelse af Begær på Randers Kunstmuseum her

Læs interview med Barbara Kruger i forbindelse med Fråseri på Museet for Religiøs Kunst her