Anna Sofie Jespersen: Kvalitetstid (projektrummet)

Anna Sofie Jespersens første soloudstilling hos Hans Alf Gallery præsenterer seks malerier i vekslende størrelse og format. Her bliver den moderne krop et nyt eksistentielt nulpunkt og udgangspunkt, hvorfra hun maler sig selv op på ny.

For Jespersen er maleriet et nødvendigt oversættelsesapparat; for at gøre verden håndgribelig, må hun male den. Eller sagt på en anden måde: med hele hendes krop, figur, sin seksualitet og sit køn maler hun sig ind i den.

Jespersen har udviklet et dybt personligt, på en gang intimt og ekspressivt, direkte formsprog, hvormed hun fortolker maleriets klassiske genrer i form af portrætter og interiører.

Med rå, gestiske penselstrøg og en let genkendelig rød kolorit fremkalder Jespersen et helt særligt ‘her og nu.’ En sitrende, nærmest filmisk, fornemmelse af, at noget vil ske eller netop har fundet sted. Det cinematiske forstærkes yderligere af de mange lag, som maleri- erne rummer; minder, traumer, erfaringer, kropslige såvel som psykiske sår, blander sig med et væld af intertekstuelle kunsthistoriske- og popkulturreferencer til 00’erne, myter og anatomier, som hun ubesværet oversætter, transformerer og overfører til lærredet. Det er referencer på referencer, billeder på billeder.

Vi inddrages i den konstante udveksling af blikke. Som i det intimdramatiske NuclearFamily_GettyImages, der umiddelbart minder om et velkendt familieportræt. Først forføres vi af deres storgrinende ansigter, der alle kigger ud på os. Men under overfladen lurer uhyggen. Pludselig syntes ansigterne groteske; kroppene smelter sammen, øjnene bliver skeløjet og et mørke i baggrunden truer med at æde portrættet helt op. Den moderne, biografisk forankrede tabserfaring får i Jespersens version både kropslig og metaforisk betydning. Personerne er hentet fra kunstnerens eget liv, men i maleri-erne spiller de en rolle, eller en version af dem selv. Det betyder imidlertid ikke at det personlige er ligegyldigt, det skal blot ikke ses som udtømmende. Søgningen efter kunstnerens egen selvfortælling er gennemgående, og ses som gentagne rekonstruktioner.

Jespersen har malet The Big Six som en sand tour de force i kroppens kødelighed og skønhedens forgængelighed. Med sin rå, ekspressive fremstilling af den lidende krop, som trækker tråde tilbage til Cornelius van Haarlems manierede kæmpemaleri Titanernes Fald (1588-90), er kroppene i The Big Six fanget midt i et nedstyrt. Men hvor det i Haarlems udgave er skulpturelle titaniske mandekroppe, der falder i kamp, er det i Jespersens version i stedet en dynge af seks nøgne kvindekroppe, der kæmper om at fange kameraets linse (eller rettere: vores blik). Som lidelsesekshibitionisme er denne akt transgressiv; i stedet for at gøre sig til genstande for det maskuline blik, frigør kvinderne sig fra den klassiske blikretnings dikotomi, og kigger i stedet tilbage på beskueren med slet skjult hovne blikke. Et blik, der hos flere af modellerne kammer over og bliver til en grotesk grimasse (som får de kamerablitzen i øjnene). Erindringen om søde, kvalmende lugte fra kød, blod og andre kropsafsondringer trænger sig på sammen med ikke mindre frastødende berøringsfornemmelser ved synet af de famlende nøgne kvindekroppe – i forskellige nuancer af fleshy pink – i karambolage med sig selv og hinandens forvredne kropsdele.

Fornemmelsen af dette kødelige syn forstærkes yderligere af det kropslige virvar. Det er et billede, der vokser og vokser i øjet, imens vi ser. Et syn, som på den ene side frembringer en underlig forførende effekt og på den anden side et sjældent kropsligt ubehag, der udspringer af angsten ved at blive konfronteret med ens egen dødelighed: det, at være vidne til sit eget kropslige (for)fald.

Den opløste, amorfe, kropsmasse står tilbage som billedet på det moderne, fragmenterede og lidende subjekt. For ligesom at kroppen hos Jespersen er splittet, så er malerierne på det formelle plan det også. Hendes æstetik er let genkendelig på de gentagne overmalinger og udviskninger. Det rå lærred er synligt gennem de mange lag-på-lag; fine stregtegninger blander sig med plamager af rød oliemaling, der løber eller er trukket hen over billedfladen i hurtige bevægelser, som skaber en materiel nærværsfølelse, og sætter maleriet i fokus. Narrationen hos Jespersen baner sig vej, og ankommer, men uden slutning; den lukker sig aldrig om sig selv, men er i stedet åben, vendt ud imod os.