Asger Dybvad Larsen: Estimated Time of Arrival

På Asger Dybvad Larsens anden soloudstilling Estimated Time of Arrival hos Gether Contemporary fremhæver han sine værkers ankomsttid og tilblivelsesproces. Her har han sammensat små afvaskede hørstykker i sorte og grå nuancer til omsluttende lærreder på to gange tre meter. En stor mængde syede sting holder dem sammen og bevidner om håndens gennemgribende finmotoriske repetition i halvanden måned per værk. Det er en næsten rytmisk hengivelse til værket som kunstneren har foretaget. En rytme der går igen i de udstillede værkers komposition – et omvendt T frekventerer alle fire tekstiloverflader som et pulserende taktslag.

Ved brug af den omvendte T-komposition sender Asger Dybvad Larsen kærlige referencer til værker af moderne malere som Aurelie Nemours, Albert Mertz, Carmen Herrera, Blinky Palermo, Kazmir Malevich og Olga Rozanova. Den tydelige bjælke forneden etablerer en rolig horisontlinje, men afbrydes af den abrupte streg. Midten stopper derved oplevelsen af maleriets ro og deler det i to. Som en søjle beretter den om overgangen vi kender fra tegneseriens hvide tomrum mellem sekvenser. Det er en vertikal strategi der ikke skal forstås som en form eller et billede. Ligesom filosoffen Jean-François Lyotard beretter om i Barnet Newmans værker skal stregen istedet anses som en afbrydende handling, der billedliggør øjeblikkets nu. Den er pulsens livstegn, der erklærer at tiden og livet fortsætter. Hermed forstår Dybvad Larsen at sætte værkernes rytmiske gentagelse overfor det absolutte øjeblik, der som to tidsopfattelser får lov til at sameksistere i udstillingen.

I værkernes sider gentages motiver fra tidligere malerier af Asger Dybvad Larsen. Her henter han sit bagkatalog af malerbakker og ophobninger af firkanter ind og bygger videre på dem. Intet er endeligt henlagt og afsluttet, for Asger Dybvad Larsen ankommer hele tiden nye steder ved at bearbejde fortiden. Men man kan nemt komme til at forveksle gentagelse med genkendelse. Erindring om det forudgående tricker hjernen til at antage motivernes nøjagtige lighed. De repeterede omvendte T’er synes først ensartede, hvorefter man straks spotter, at der i hvert af de fire værker er en ny oversættelse af motivet på spil.

Den rytmiske gentagelse fungerer som en malerisk strategi, der får variationer mellem hvert taktslag til at springe i øjnene. Asger Dybvad Larsen eksperimenterer dermed med de uundgåelige forandringer i repetitionen, og værkerne bliver til et åbent spørgsmål om, hvad der i variationen sker med tegnenes betydninger.

Kilde: Gether Contemporary