Belongings – affection as a design strategy

25 jan - 31 maj 2026

Hvor bæredygtighed ofte måles i materialer og tekniske løsninger, peger denne udstilling på en mere menneskelig faktor – den følelsesmæssige relation til det, vi ejer.

Fra udstillingen Belongings - affection as a design strategy. Foto: Andrea Sonne.

Hvor bæredygtighed ofte måles i materialer og tekniske løsninger, peger denne udstilling på en mere menneskelig faktor – den følelsesmæssige relation til det, vi ejer.


info

Belongings – affection as a design strategy25 jan - 31 maj 2026

En besøgende har netop placeret sit armbåndsur på et podie. Et blødt, farvet lys glider hen over metallet og reflekteres op i stof, der hænger i tredimensionelle formationer fra loftet. Rummet er stille. Så begynder uret at tale.
Scenen er ikke hentet fra en science fiction-roman, men udspiller sig i udstillingen Belongings – affection as a design strategy, der lige nu er aktuel på Designmuseum Danmark. Her bliver hverdagsgenstande – et ur, et par sko, et tøjdyr – vakt til live og inviterer deres ejere ind i en samtale. Det er underholdende, men vigtigere er det spørgsmål, udstillingen rejser: Hvorfor knytter vi os til nogle ting – og skiller os så let af med andre?
Udstillingen udfolder sig som en sanselig totalinstallation skabt i samarbejde mellem DDC – Dansk Design Center og AI-kunstner Cecilie Waagner Falkenstrøm. Her inviteres publikum til at tage en personlig genstand med og træde ind i en samtale med den. Ved hjælp af kunstig intelligens får genstanden stemme og personlighed, og samtalen kredser om brug, minder, slid og de følelser, der knytter sig til tingene i vores hverdag.
"Hvordan har du det med den tid, vi har haft sammen? Hvad betyder jeg for dig? Hvad tænker du på, når du tænker på os?" lyder det fra uret.
Dialogerne gemmes efterfølgende i et digitalt arkiv, der langsomt vokser til et fælles portræt af relationen mellem mennesker og deres ejendele – og giver samtidig virksomheder et sjældent indblik i produktets liv, efter det har forladt fabrikken.
Belongings rammer ned i en aktuel problematik: Et forbrugssystem præget af produkter med kort levetid, begrænsede ressourcer og stigende krav til cirkulær omstilling. Hvor bæredygtighed ofte måles i materialer og tekniske løsninger, peger udstillingen på en mere menneskelig faktor – den følelsesmæssige relation til det, vi ejer. For det, vi holder af, har vi også tendens til at passe bedre på.
"Med Belongings vil vi give bæredygtighedsdebatten et ekstra lag. Den emotionelle tilknytning er afgørende for at ændre brug-og-smid-ud-kulturen. Udstillingen undersøger, hvordan vi skaber en relation til vores ting – og det kan bruges strategisk af virksomheder og designere i overgangen til en mere cirkulær fremtid," siger Julie Hjort, vicedirektør i DDC – Dansk Design Center og medlem af DACI – Dansk Alliance for Cirkulært Design.

Adresse
Designmuseum DanmarkBredgade 68
1260 København K

Åbningstider
Mandag: 10:00 - 18:00
Tirsdag: 10:00 - 18:00
Onsdag: 10:00 - 18:00
Torsdag: 10:00 - 20:00
Fredag: 10:00 - 18:00
Lørdag: 10:00 - 18:00
Søndag: 10:00 - 18:00

Entre pris
Vi har stort besøgstal og vil gerne skabe en god oplevelse for alle vores gæster. Derfor skal alle grupper over 10 personer reservere tid til besøg på forhånd for at undgå ventetid.

Alle grupper over 10 personer bedes melde deres ankomst senest en dag før besøget på booking@designmuseum.dk
Køb billet

Tilgængelighed
Man kan stort set komme rundt på hele museet, café, butik og bibliotek som kørestolsbruger. Fordi vi har til huse i en fredet bygning har vi dog ikke elevator til 1. sal, Festsal og Porcelænssamling. En let kørestol kan lånes. Ledsagere til kørestolsbruger eller andet handicap har gratis adgang.
Museet råder over få parkeringspladser til venstre for museumspladsen og hovedindgangen (indkørsel kort efter museumspladsen via Bredgade). Officiel handikapskiltning påkrævet synligt i vinduet, så P-vagter kan se det.