Birgitte Støvring og Agnete Bertram: Før Nu Tid

15 aug - 20 sep 2025

På udstillingen viser kunstnerne helt nye værker, der kredser om fælles tematikker som natur, tid, erindring og forvandling.

Agnete Bertram, Lunar Phases, 2025. Hør, uld, silke og bomuld på lærred, 140 x 140 cm. Foto: Rine Rodin.

På udstillingen viser kunstnerne helt nye værker, der kredser om fælles tematikker som natur, tid, erindring og forvandling.

Før Nu Tid mødes Støvring og Bertram i en cirkulær fortælling, hvor tid, skabelse og natur væver sig ind i hinanden. Jorden – som grundlag for liv og som konkret og symbolsk materiale – forbinder de to kunstnere med deres formødre, hvis hverdag rummede både praktisk og æstetisk plantedyrkning.
Sporene af disse liv – deres hænder, rytmer og ritualer – kan fornemmes i begge kunstneres værker: i blomster til vaser, planter til farvning, og et liv levet i og med naturens cyklus.
Støvrings værker kredser om en ny og urgammel verdensorden, hvor menneske og natur står i et ligeværdigt forhold. Hendes malerier danner et visuelt sprog, hvor figurationer og organiske former sammensmelter og spejler beskueren. Øjne træder frem i motivet og møder beskuerens blik – som for at stille det grundlæggende spørgsmål: Er det dig, der ser på værket, eller er det værket, der ser på dig?
Tidligere har kvindefiguren været central i Støvrings værker, men i Før Nu Tid er det snarere hendes skabende handlinger, der træder frem. Værkerne kredser om det at gro, at skabe og at væve en kvindelig fortælling gennem maleriets flimrende lag. Gentagelser, forskydninger og kalejdoskopiske mønstre skaber en visuel dybde, hvor farver og former flyder ind og ud af hinanden og opløser forestillingen om et entydigt blik eller en lineær fortælling.
Bertram arbejder med det abstrakte maleri som et sted for undersøgelse af rytmer, materialer og bevægelse. Penselstrøget – dets retning, gentagelse og tekstur – er en kilde til fordybelse. I Før Nu Tid udforsker hun strøget både i olie på lærred og i garn, der væves og sys ind i lærredet som en konkret og taktil forlængelse af maleriet.
Det tekstile spiller en central rolle i Bertrams praksis. Her opstår forbindelser til kvindelige billedskabende fællesskaber gennem tid og rum. Garnet bliver et sprog for det usynlige og det glemte – og en portal til både fortid og fremtid. Hendes værker trækker tråde til tapetet i hendes oldemors hjem, til vaser der momentant holder naturen til låns, og til alt det, der endnu ikke har fået form. For Bertram er det fabulerende ikke en flugt, men det mest håndgribelige. Det abstrakte bliver et greb om det, der ikke kan siges med andet.
De to kunstnere mødes i en plovfure, i et penselstrøg, i det kvindelige og i slægtens aftryk. Før Nu Tid er en udstilling, hvor rytmerne i natur, krop og kunst får lov at eksistere samtidigt – uden hierarki, uden lineær orden. Her danser valmuen i vinden, og historien folder sig ud som lag på lag af farver, tekstiler og billeder. Vel mødt
Kilde:
Galleri Lene Bilgrav

Fakta

Birgitte Støvring (f. 1982) er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2008. Hun har udstillet nationalt og internationalt. Hun er repræsenteret i samlingen på Museet for Religiøs Kunst og Statens Kunstfonds samling. Hun bor og arbejder i Aarhus.

Agnete Bertram (f. 1983) er uddannet på Det Kongelig Danske Kunstakademi i 2008. Hun har udstillet nationalt og internationalt. Hun er repræsenteret i Statens Kunstfonds samling. I 2023 fik hun Sonja Ferlov Mancobas hæderslegat. Hun bor og arbejder i København.


Adresse
Galleri Lene BilgravGalleri Lene Bilgrav
Vestergade 56
8000 Aarhus C

Åbningstider
Mandag: Lukket
Tirsdag: Lukket
Onsdag: Lukket
Torsdag: 12:00 - 17:00
Fredag: 12:00 - 17:00
Lørdag: 11:00 - 15:00
Søndag: Lukket

Entre pris
Fri entré