Jeg sammenligner dig med et ungt slankt skud er et lyrisk bogværk med tegninger, en performance og en udstilling. I anledning af bogudgivelsen på forlaget/tidsskriftet d. 29. maj 2026, vil der være bogreception, udstilling af tegningerne og en performance, hvor bogens tekster reciteres, oplæses og fortolkes kropsligt i Bladr i Griffenfeldsgade på Nørrebro. Performancen vil løbe af stablen kl. 18 i Folkets Park, lige udenfor Bladr.
Kunstnerbogen består af 22 forelskelsestekster skrevet i et varierende antal af vers, i en stram grafisk form, samt tegninger tegnet med tusch og pen. Hvert omslag er håndtrykt grafik og på flere af siderne er der ligeledes håndtrykt grafik. Digtene er skrevet uden definition af køn eller tidslig og samfundsmæssig kontekst, så det udelukkende er selve forelskelserne der fokuseres på. Titlen refererer til en sætning i en oversættelse af Sapphos fragmenter. Bogen kan købes til særpris d. 29. maj i Bladr ́, samt i udstillingsperioden.
Performancen, der kan opleves d. 29. maj, er inspireret af arkæisk teater, med masker, solister og kor. Maya Peitersen fortolker sine tekster i en sprudlende multidisciplinær soloperformance, hvor hun skifter karakter mange gange undervejs.
Udstillingen består af de originale tegninger fra bogen og Maya Peitersens masker og kostumer fra performancen.
Kilde:
Bladr
Bladr

