Til sin første store soloudstilling i Danmark har den portugisiske billedkunstner Bruno Zhu, som er bosat i Amsterdam, skabt en dobbelt præsentation, der spænder fra det landlige Vestjylland – med udstillingen Men at Work på Huset for Kunst og Design (HFKD) i Holstebro – til hovedstaden i Øst – med udstillingen Women Upstairs på O – Overgaden i København.
Kunstneren trækker hermed en hypotetisk linje på tværs af landet, som en slags parade eller catwalk mellem de to lokationer. Hvor Men at Work på HFKD viser fundne fotografier af afklædte mandlige modeller monteret som vinylprint på flade A-skilte, præsenterer udstillingen Women Upstairs på O – Overgaden nøgne, tredimensionelle kvindelige mannequiner, der poserer foran en række menneskestore versioner af det klassiske grønne nødudgangsskilt. På O – Overgaden erstatter fire kvindelige mannequiner – en baby, et yngre barn, en teenager og en voksen – således den løbende piktogramfigur i det velkendte EXIT-skilt.
På hver af de kvindelige mannequiner er den ene hånd modificeret, så den peger mod udgangen som en pistol. De overdimensionerede nødudgangsskilte fungerer dermed som dioramaer, hvor vi følger de kvindelige hovedpersoner og spørger: hvordan undslippes den institutionelle støbeform – en infrastruktur, der eksplicit ikke er skabt til kvinder – og ikke mindst - kan den skydes ned?
Bruno Zhu (f. 1991, PT) er billedkunstner og arbejder mellem Portugal og Holland. Zhu er uddannet fra Central Saint Martins, London (2014), og Sandberg Instituut, Amsterdam (2016), og har tidligere udstillet på steder som M HKA, Antwerpen (2025); Chisenhale Gallery, London (2024); Veronica, Seattle (2024); What Pipeline, Detroit (2023); og Cordova, Barcelona (2022). Siden 2016 har Zhu drevet udstillingsstedet A Maior i Viseu, Portugal. Zhus kommende udstilling på O—Overgaden og HFKD bliver hans første soloudstilling i Danmark.
Kilde:
O — Overgaden
O — Overgaden
