Fernisering – Bruno Zhu: Men at Work

Fra 12 sep 2026

Bruno Zhu udstiller for første gang i Danmark i en dobbeltudstilling, der strækker sig på tværs af landet.

Bruno Zhu udstiller for første gang i Danmark i en dobbeltudstilling, der strækker sig på tværs af landet.

HFKD i Holstebro og O – Overgaden i København åbner samarbejde på tværs af landet med to forbundne soloudstillinger skabt af den unge internationale billedkunstner Bruno Zhu. Med Men at Work indtager Bruno Zhu (f. 1991, PT) et af HFKD's mindst oplagte udstillingsrum, den smalle korridor, der forbinder kunsthallens store sale. Den lange passage med vinduer mod husets atriumgård betragter kunstneren som en allerede eksisterende catwalk – der i udstillingen vil blive befolket af en hær af mandlige ”modeller”.
De idealiserede modeller er hentet fra Dolce & Gabbana-kampagner fra 2005–2010 og klæbes som vinyludprint ovenpå menneskestore A-skilte i pap, yderligt beklædt med kitschet-gavepapir. D&G-modellerne – veltrænede, hårløse, halvnøgne – afspejler det paradoksale kønsforhold i periodens modefotografi, hvor mændene blev benyttet som rekvisitter for de kvindelige modeller, og forfladiget både som karakterer og arbejdere. Fjernet fra deres oprindelige kontekst fremstår de nu som repræsentanter for udviklinger i maskulinitet, seksualitet og forfængelighed, som kun er intensiveret i det globale nord i de sidste tyve år siden kampagnernes oprindelige distribution.
Men at Work er skabt i forbindelse med Zhus samtidige udstilling Women Upstairs på
O – Overgaden i København. Hvor HFKD's korridor befolkes af flade billeder af mandlige modeller, møder publikum på O – Overgaden kvindelige mannequiner placeret i skulpturelle konstruktioner, der tager form efter de velkendte grønne nødudgangsskilte. De to udstillinger danner tilsammen en hypotetisk linje tværs gennem Danmark – fra Vest til Øst. På åbningsdagen forbindes de to udstillinger også helt konkret af en gratis bus fra København til Holstebro arrangeret som en kollektiv roadtrip af billedkunstner Mette Hammer Juhl.
Bruno Zhu (f. 1991, Portugal) bor og arbejder mellem Portugal og Holland. Senest har han udstillet på bl.a. Centro de Arte Moderna Gulbenkian, Lisabon (2026); M HKA, Antwerpen (2025); Chisenhale Gallery, London (2024); Veronica, Seattle (2024); og Cordova, Barcelona (2022). Siden 2016 har Zhu drevet det kuratoriske program A Maior fra sine forældres boligindretnings- og tøjbutik i Viseu, Portugal. Men at Work og Women Upstairs er Zhus første solopræsentationer i Danmark.
HFKD i Holstebro og O – Overgaden i København inviterer til dobbeltfernisering 12 september, hvor HFKD åbner Zhus udstilling Men at Work og O – Overgaden åbner søsterudstillingen Women Upstairs. Samme dag åbner HFKD også Effects med den danske protesemager og sminkør Thomas Foldberg som en del af HFKD’s udstillingsrække SAGA.

Åbningen på HFKD er fra kl 16.30-19, hvor der serveres aftensmad og drikkevarer. Alle er velkomne! — Til åbningen afgår der en gratis bus fra København til HFKD kl 11, umiddelbart efter Bruno Zhus formiddagsfernisering på O – Overgaden fra kl 10-11. Busturen arrangeres som en kollektiv roadtrip af billedkunstner Mette Hammer Juhl, som byder på indslag, musik, serveringer og andre overraskelser. Bussen kører retur til København kl 19 med forventet ankomst kl 23.30. RSVP til overgaden@overgaden.org senest 4 sep. Notér, at der er begrænsede pladser i bussen.

Adresse
Huset for Kunst og DesignNørrebrogade 1
7500 Holstebro

Åbningstider
Tor-fre 14-18
Lør-søn 12-16


Entre pris
Gratis entré.