Camilla Steinums udstilling i Kunsthal Thy tematiserer grænserne mellem kroppens indre og ydre, deres overgange og vores opfattelse af dem. Fra loftet og bjælkerne i den gamle lade hænger store kugler, trukket på reb som perlekæder, mens overdimensionerede ører på væggene peger mod en kropslighed. Begge elementer er lavet af toiletpapir blandet med tapetklister – et materiale, der i sig selv antyder en forbindelse mellem det hverdagslige og det intime.
Kunstudstillinger sigter ofte mod at fange øjet og holde beskuerens krop på afstand – ja, endda holde kroppene på plads med berøringsforbud. Kunstværket bliver til et objekt som skal betragtes, og beskueren til det betragtende subjekt. En kropslig reaktion forventes kun hos det betragtende subjekt, når kunstværket udløser en auratisk resonans – eller hvad?
Steinums værk Between Uncertainties kontrollerer bevægelserne i udstillingsrummet ved at strukturere dem. Men Steinum bryder med konventionen om afstand mellem kunstværk og beskuer: Kuglerne og ørerne reagerer på de besøgendes tilstedeværelse ved at lyse op – uforudsigeligt, hver med sin egen rytme, som reagerer på bevægelser og lyde i rummet. Rebenes farver minder om farveforløbet i et blåt mærkes helingsproces – fra blågrøn over gulgrøn til brun-gul. Kuglernes form vækker associationer til analkugler – objekter, der forbinder kroppens indre og ydre. Afsky, væmmelse eller skam, som sådanne objekter kan vække, er ikke naturlige, men kulturelt tillærte reaktioner.
Materialevalget – toiletpapir og klister – henviser til en kulturel og historisk refleksion over renhed og urenhed. I det gamle Egypten blev skarabæen (Scarabaeus sacer), som lægger sine æg i afføring og former kugler af den, betragtet som et symbol på guddommelig skabelse. Guden Khepri, som blev afbildet med skarabæhoved, legemliggjorde naturens cykliske kraft. Afføring var ikke et urent materiale, men et livgivende element.
I middelalderen blev kroppens indre og ydre derimod strengt adskilt af forestillinger om kroppens fire væsker. I 1800-tallets hygiejnebevægelse blev afføring fastslået som sygdomskilde, hvilket forstærkede kløften mellem “rent” og “urent”. Steinums værk udfordrer denne dikotomi og inviterer os til at stille spørgsmål ved vores kulturelle forestillinger.
Kilde:
Kunsthal Thy
Kunsthal Thy
Fakta
Camilla Steinum (f. 1986, Oslo) bor og arbejder i Berlin og Oslo. Hun tog sin master i kunst i 2012 og sin bachelor på tekstillinjen i 2009 fra Kunsthøgskolen i Oslo. Hendes værker har været vist på soloudstillinger blandt andet i WIELS project space, Bruxelles (2023), Oppland Kunstsenter, Lillehammer (2021), Westfälischer Kunstverein, Münster (2020), Kunstverein Göttingen (2020), Soy Capitán, Berlin (2021, 2018, 2017) og Soft Galleri, Oslo (2015). Hun har også deltaget i gruppeudstillinger, blandt andet på Hordaland Kunstsenter, Bergen (2019), Kunsthall Stavanger (2018), Norsk Skulpturbiennale (2017), Galerie Fiebach Minninger, Köln (2016) og Munchmuseet, Oslo (2015).