Carl Mannov: Kammerspil

Anbefalet under Det skal du se! Uge 21.
Den unge, danske kunstner Carl Mannov (f. 1990) arbejder med et skulpturelt sprog, som samler en rig, eklektisk blanding af referencer: Lån, der spænder fra den danske ekspressionismes ikoner (blandt andre CoBRA-kunstnerne Henry Heerup og Carl Henning Pedersen) til vores digitale liv med en iPhone i hånden, alt imens Mannovs kunstneriske praksis afslører en dyb interesse for den klassiske møbelsnedkerkunsts håndværk og ornamentik.

I Mannovs formsproget ligger et grundlæggende spørgsmål om, hvad vi har i vente: hvad fylder i den tunge kulturelle rygsæk som skandinaver bærer rundt på? Og måske endnu vigtigere: når denne rygsæk pakkes ud – når dens indhold hældes ned i det maskineri, som vi kalder ’billedkunst’­­ – hvordan kan det så være, at objekterne pludselig bliver så mystiske, som om de er helt særlige spor eller ledetråde mod noget mere? Hvorfor tror vi alle sammen på, at et kunstværk er et stykke bevismateriale på, at noget skjuler sig bagved dets fysiske fremtoning.

Det er præcis dette: samtidskunstens gerningssted – det besynderlige teater, den leg eller det Kammerspil, hvor beskueren bliver en Agatha Christie-figur i jagten på at opklare kunstværkets gåde – som er udgangspunktet for Mannovs første institutionelle soloudstilling i Danmark.

Mannovs udstilling er, ganske bogstaveligt, bygget op omkring en teatralsk scene, udstykket af et væg-til-væg-tæppe i Overgadens gamle søjlesal. På scenen ligger en spredt serie af træskuffer side om side med bunker af tøj, som om nogen i al hast har tømt skufferne, men alligevel er kommet til at efterlade et håndaftryk – hvilket jo ikke kun den kriminelle men også kunstneren altid gør.

I dette teatralske rum udspiller dramaet sig i penduleringen fra forbrydelse og forklædning til performance og værk. Hvornår er noget falsk, hvornår er det virkeligt, hvornår er det godt, hvornår dårligt? Som enhver anden kunstner er Mannov en trænet forbryder – en smooth criminal – og hans udstilling sætter sig netop for at undersøge og udfolde ”kunstneren” som arketype.

En serie nye videoværker hentyder til denne kunstnerfigur, værkets spøgelsesagtige dukkefører: Vi ser YouTube-klip, der dvæler ved systematisk foldning af tøj (à la ordensguruen Marie Kondo). Men i billederne er de arbejdsomme hænder fjernet – retoucheret eller usynliggjort – og Reddit-chats udgør underteksterne til de bløde kvindestemmer, der (nu usynligt) instruerer tøjfoldningen. Nogen står bag det her – om det er bag foldningen, de anonyme chatnavne eller bag værket. Nogen laver arbejdet, nogen trækker i trådene. Mannov spørger: hvori ligger forhekselsen og dermed den kunstneriske magi? Findes der nogle sande kunstobjekter, når de fleste skulpturer er hule afstøbninger, der (som snedkererede skuffer eller skabe) leger med kamre eller rum og blot foregiver at være massive? På den måde sætter kunstneren de mange forskellige illusoriske gradbøjninger – de mange Kammerspil – af den kunstneriske ”performance” under lup.

Kilde: Overgaden. Institut for Samtidskunst