Carô Gervay: Sensitive Matter

1 jun - 15 aug 2025

Sensitive Matter er en fotografisk installation af Carô Gervay, der tager udgangspunkt i denne uafsluttede og ofte glemte del af historien.

Sensitive Matter, Photographing a digitally printed paper negative from a photograph taken by Alpha Dieu in 1977. Photo: Carô Gervay.

Sensitive Matter er en fotografisk installation af Carô Gervay, der tager udgangspunkt i denne uafsluttede og ofte glemte del af historien.

Den 30. april 1975 ankom 204 vietnamesiske børn til Livø, en ø i den nordvestlige del af Jylland, som var flygtet fra den anden indokinesiske krigs vold og trængsler.
De ankom i kølvandet på øens problematiske fortid som en statsstyret isolationsanstalt for mænd, der var dømte som ”sociale afvigere” – og børnenes anbringelse på øen understregede Livøs rolle som et sted for eksklusion og kontrol. Det var journalisten Henning Becker, der fik arrangeret, at øen blev børnenes midlertidige hjem. Deres ankomst var den hidtil største indvandring af ikke-europæiske flygtninge til Danmark - en indvandring som den danske stat ikke var forberedt på, og i første omgang var de heller ikke villige til at give børnene beskyttelse.
Sensitive Matter er en fotografisk installation af Carô Gervay, der tager udgangspunkt i denne uafsluttede og ofte glemte del af historien. Pendulerende mellem de to havne i henholdsvis Rønbjerg og Livø samler projektet fortid og nutid med kunsten som afsæt for at erindre, genskabe og genaktivere historien. I projektets kerne er spørgsmålet om, hvordan hukommelsen, landskabet og fotografiet former, hvad der erindres - og hvilket potentiale mediet har til at (af)dække de spor, som bliver tilbage. I en visuel dialog mellem landskabet og arkivmaterialet sporer Gervay fragmenterne af børnenes historie gennem fotografier venligst udlånt af Alpha Dieu, der dokumenterede sine fællers tilbagevenden til Livø og de omkringliggende områder i 1977.
Gervay beskriver projektet som en opfordring til at erindre på måder, der styrker og forbinder på tværs af tid og sted:
"Udstillingen her opfordrer til at huske et øjeblik i historien, hvor 204 børn ankom til Livø fra Vietnam. Jeg kom her for at være vidne til denne historie og landskabet – det er ikke direkte min historie, men alligevel føler jeg mig forbundet og rørt. Da jeg blev bekendt med disse begivenheder, begyndte jeg at læse og lave forbindelser mellem problematikker, der knytter sig til den vietnamesiske diaspora i bred forstand samt nutidens vilkår for folk, der migrerer og søger asyl. Der opstod mange spørgsmål. Hvordan kan de her omgivelser rumme mine spørgsmål? Hvordan sætter det vores erindringer i bevægelse?"
Ved at bruge collage og cyanotyper som medier, skaber Gervay værker i dialog med Livøs landskab, hvor lokale materialer bliver omdannet og brugt til at tone arkivmaterialet. Gennem denne metode belyser hun, hvordan landskabet har været vidne til børnenes leg, glæde, vrede og modstand i løbet af deres tid på øen, mens de ventede på, at den danske stat tog en beslutning om deres asyl. Ved at placere deres historie i forlængelse af den vietnamesiske diasporas problemstillinger og forhold i bred forstand samt kunstnerens egen position i denne, efterlader Gervay spørgsmål og spor på rejsen mellem de to havne og omgivelserne omkring dem. Fremfor at give svar, lægger hendes kunstneriske arbejde  op til flere spørgsmål og opfordrer beskueren til at reflektere over, hvordan vi erindrer, og hvad der er fastholdes og udelades i – og udenfor – billedets ramme.
I udstillingsperioden vil kunstneren samarbejde med den lokale skrivegruppe Åbn dit vindue for at udforske unges migrationsoplevelser i dag. Gruppen er organiseret af digter og menneskerettighedsforkæmper Murshida Zaman, forfatter Ida Zidore og fotograf Reasat Hassan.
Udstillingen er kurateret af Qwin Werle & Bella Normark, grafisk design er lavet af Atakan Kara, og udstillingen er generøst støttet af Statens Kunstfond, Region Nordjylland,  Vesthimmerlands Kommune, Fjord Tours og Livø Feriecenter.
Kilde:
lím collective

Fakta

Carô Gervay er en socialt engageret kunstner, der undersøger fotografiet som en performativ og relationel proces. Hun er interesseret i fotografiets potentiale til at åbne nye rum for forbindelser, genoprettelse og kritisk aktion. Gennem ”lystegninger” og ”opvækkende interventioner” skaber hun oplevelser, hvor fantasien og hukommelsen sættes i spil. Carô voksede op i Paris banlieue med familie fra Frankrig, Vietnam og Algeriet. Hun er lige nu bosat i London, hvor hun er co-director af the Gate Darkroom. Hun er netop startet på en praksisbaseret PhD ved the School of Communication & Creativity, City St George’s University. Hendes PhD projekt forbinder Storbritannien, Frankrig og Vietnam gennem familie- og lokale arkiver.


Adresse
lím collectivePostskuret på Rønbjerg Havn & Livø Havn
Livøvej 145, 9681 Ranum