Christian Schmidt-Rasmussen: Tung Dug

Anbefalet under Det skal du se! uge 43
Tung Dug er det bristefærdigt modne. Det er både den nye dag, og det er efteråret med alle sine mindelser om det forgangne og om det forgængelige. Det er overflod, og det er afslutning.

Udstillingen ligger i tæt forlængelse af kunstnerens nyåbnede udstilling Den Første Morgen, som man for tiden kan se på Møstings Hus på Frederiksberg.
Med udskårne og bemalede skulpturer i loftshøjde har han her skabt et tredimensionelt totalunivers, der i indhold tager afsæt i det skabelsens øjeblik, hvor man bliver forældre, og hvor verden og ens selvbillede i den tager en fuldkommen ny begyndelse. Den personlige mytologi, det subjektive erindringsgods bliver med tiden til et loop af forgangne følelser og erindringer. De bliver ved med at vende tilbage til udgangspunktet, gentager sig og muterer ind i fremtiden.

Tung Dug består af en serie malerier, og omdrejningspunktet for Schmidt-Rasmussen er her flyttet til relationen mellem fædre og sønner. Figurerne på malerierne er i overvejende grad androgyne; vi befinder os et sted hinsides forestillingen om køn. De befinder sig i et såkaldt arkadisk landskab, et paradisisk sted, hvor dyr og mennesker lever i en slags hyrdeidyl med hinanden. Blæseinstrumentet Aulos med de to fløjter, kendt fra Oldtidens Dionysoskult, spiller op til ekstatiske danse, og ingen ved rigtigt, hvad der foregår, for alt er svimlende nyt og ukendt hele tiden. Fortællingerne er vanskelige at sted – eller tidsfæste; et faktum, der får dem til at virke universelle. Således antager de form af enhver begyndelse.

Mange af værkerne nærmest stråler af et krystalliseret flimmer af lys, ornamentik og sureelle farver, af tindrende sole og cykliske formationer. Det er som om aktørerne er medvirkende i en ukendt kulturs overgangsriter, ceremonielle indvielser eller renselser. Et centralt maleri med titlen Den første dans viser en dansende nøgen mand i et eksploderende flor af blomster. Om dansen beskriver det livsrystende ved at blive forældre, eller det rystende ved senere at blive forladt igen står hen i det uvisse. I maleriet Flytter hjemmefra svæver tre drenge over en forladt sejlbåd uden mast. Vi er ikke de samme igennem livet. Begivenheder er med til at forme vores liv, vi forandres, vi knytter os til hinanden og vores børn modnes og forlader med tiden deres hjem og deres ophav.

Kilde: KANT