Christine Overvad Hansen: Sleepers

Betalt indhold

Pressemeddelelse:

På Gether Contemporary er vi utrolig stolte over at kunne runde et fantastisk udstillingsår af med Christine Overvad Hansens tredje soloudstilling i galleriet ‘Sleepers’. Christine Overvad Hansen udstillede første gang på Gether Contemporary i 2017 sammen med Lea Guldditte Hestelund og har sidenhen præsenteret soloudstillingerne ‘Punch Bowl Portal’ (2018) og ‘Figura Carpool’ (2020).

Med inspiration hentet fra bl.a. spionage-strategier og natsværmerfamilien natpåfugleøje udfolder Overvad Hansen i sin kommende udstilling Sleepers en skulpturel fortælling om iagttagelse og forstillelse, som både forsvarsmekanisme og magtredskab. Værkerne kredser om udstillingstitlens dobbelte betydning, som løst både kan oversættes til “de sovende” og til “muldvarpe” – altså de der foregiver loyalitet, men i virkeligheden spionerer for andre. Dette kommer blandt andet til udtryk i flere af udstillingens værker som formidler kvindefigurer, der øjensynligt virker i hvile og passive, men som ved nærmere eftersyn er sælsomt optagede af at iagttage sine omgivelser og de øvrige skulpturelle, såvel som besøgende, kroppe i rummet.

Uddrag fra udstillingstekst af Sophia Handler:

“[…] Trådene danner mønstre, og det minder os om, hvor tæt vi hele tiden er på at røre ved en anden skæbne. Men i vores dødelige hænder er skæbnematerialet usynligt, og det minder os om, at synet er vores mest magtfulde sans. En kvindeskikkelse ser ud, som om hun har lagt sig til at hvile på de øjne, der normalt hviler på hende. Det er ikke hendes øjne, og så alligevel. Hun forandrer udseende med lyset. Hun er lavet af harpiks, vi ser lyset gå gennem hende, og det minder os om, at intet menneske er uigennemtrængeligt, at lys og blikke også kan gå gennem hud

I sit arbejde med skulptur og performance forener Christine Overvad Hansen (f. 1988) ofte klassiske narrativer med fænomener fra vores moderne virkelighed. Hendes værker er som en slags nedsmeltede tidsmaskiner, hvor skikkelser fra græsk og antik mytologi møder det kapitalistiske samfunds infrastruktur, og hvor stål og aluminium skildrer den levende krops uforudsigelige bevægelsesmønstre. Centralt i hendes praksis ligger undersøgelsen af forskellige materialers performative potentialer, og hvordan et materiale kan anvendes som virkemiddel i forskellige situationer. Ved at studere og udfordre materialernes karakterer søger hun at skabe de ideelle betingelser for, at skulpturelle møder kan åbne for en diskussion af menneskets mange fysiske og mentale tilstande, relationer og magtforhold, på tværs af tid og rum”

I arbejdet med udstillingen har Christine Overvad Hansen blandt andet arbejdet med tufting, som en ny teknik- og materialeundersøgelse i sin praksis. Om dette fortæller Christine:

“Tufting, også kendt som ryateknik, er kort fortalt en teknik til fremstilling af luv (opretstående frie garnender) på tekstiler og findes i flere variationer, som f.eks. rya-vævning, der bruges til fremstilling af gulv- eller billedtæpper, og rya-syning, som måske bedst kendes fra hobbyarbejder fra 1960’erne og 1970’erne. Ryateknik har de seneste år fået sig en revival, og jeg synes at det lader til, at den – under aliasset tufting – er ved at ryste de sidste genstridige 60’er-70’er fordomme af sig.

Jeg har, under to ophold på Statens Værksteder for Kunst i hhv. 2022 og 2023, haft mulighed for at arbejde med rya-vævning på tufte-værkstedet. Begge ophold har, ud over at generere en række værker og værk-dele, også været led i en langstrakt kunstnerisk research proces, hvorunder jeg generelt har afsøgt tuftingens potentiale i relation til min skulpturelle praksis. Min interesse for at prøve kræfter med tufting, kom sig oprindeligt af et ønske om at udvikle og udvide den mere tekstil-bårne del af min praksis, der på daværende tidspunkt primært spændte fra mindre, konstruerede tekstil-værker til værk-elementer, såsom slør og underlag, udformet i tekstil, skind eller uld. Jeg erfarede hurtigt, at tufte-processen indeholder utroligt mange variabler, der kan justeres i forhold til hinanden, og at selv de mindste justeringer kan medføre store ændringer i det endelige udtryk. Under mit første ophold på Statens Værksteder for Kunst i 2022, eksperimenterede jeg derfor en del med effekten af, ikke bare forskellige trådfarver, -fibre og -sammensætninger, men også af tuftepistolens bevægelsesmønstre, og hvornår i arbejdsgangen eventuelle konturer og detaljer tilføjes. Under mit seneste ophold på tufte-værkstedet kunne jeg så, med afsæt i min tidligere research, arbejde videre med en række formgivnings-teknikker, der gør det muligt at arbejde skulpturelt med de tuftede værker fra forsiden. Dette har resulteret i en række tuftede værker og værk-dele, der på forskellig vis flirter med det skulpturelle rum.

Med tuftingen, har jeg fundet et nyt og eksperimenterende mulighedsrum, som jeg fremadrettet vil udfolde yderligere – og jeg ser meget frem til, at vi slår dørene op til ‘Sleepers’, der vil være den første samlede præsentation af denne nye værktype i min praksis”

Dette indhold er produceret i samarbejde med et udstillingssted som en del af udstillingstedets Artguide-abonnement hos kunsten.nu.
Kunsten.nus uafhængige redaktion har intet at gøre med indholdet.