“Den første computer var en væv. Vævere var de første programmører. Tekstil er det digitales grundstof” – Amalie Smith
Udstillingen Coded Threads trækker tråde fra det digitales oprindelse – det vævede tekstil – ind i nutidens og fremtidens digitale virkeligheder. Væven er grundlaget for det binære kodesystem: tråden kan gå over eller under kæden, være en ét eller et nul. Tråden kodes og får betydning – bliver til et billede, et mønster, en beregning, en algoritme. Alt kan blive til data gennem tråden i kæden.
Udstillingen samler tre kunstnere, som på hver deres måde arbejder med kodede tråde i deres kunstneriske praksis. Alle lader de den kunstneriske proces udvide sig gennem selvskabende eller kollektive systemer.
Amalie Smith viser en suggestiv installation med digitalt drømte billeder. Filipa César følger den transkontinentale slavehandel og tekstilindustriens historiske ruter. I dens kølvand finder hun vævede tråde, som er kodet med modstand. Kunstnergruppen Metahavens jacquardvævede tekstilværker, produceret på moderne computerstyrede væve, kan læses som fiktive kort eller tankesystemer. Til denne udstilling har de skabt et nyt værk bestående af to parallelle vævninger og levende billeder. Værket bygger videre på skitser fra museets samling.
Flere ældre værker fra samlingen finder også deres plads i udstillingen og danner et indre maskinrum – et hukommelsescenter med mulige forbindelser, som forgrener sig ud i udstillingens nutidige dele.
Kilde: Skissernas Museum

