I udstillingen Daamani – dengang i Østgrønland går fotografierne af hverdagslivet i Østgrønland i 1950’erne og 60’erne taget af østgrønlandske ArKaluk Bianco (1921-1987) i dialog med kunstner Bolatta Silis-Høeghs’ installation Står og kigger gennem vinduet (ind eller ud).
ArKaluk Biancos fotografier fra Tasiilaq og bygderne heromkring (det såkaldte 'Ammassalik-distrikt') åbner et sjældent blik ind i en verden og en tid, der knap nok kendes andre billeder fra. Med stort nærvær skildrer han familieliv, fællesskaber og hverdagsøjeblikke i en tid præget af hastig modernisering og omfattende samfundsforandringer. Fotografierne adskiller sig fra samtidige koloniale dokumentationer, fordi ArKaluk var en mand af Tasiilaq og dermed dybt forankret i hverdagen med stor indsigt i de liv, der portrætteredes.
Til udstillingen har Bolatta Silis-Høegh skabt installationen Står og kigger gennem vinduet (ind eller ud). Her breder genbrugstekstiler sig hen over gulvet og fungerer som lærred for en smalfilmsoptagelse i farver af ArKaluk. Dialogen mellem ArKaluk og Silis-Høegh’s værker forbinder generationer på tværs af tid og sted og åbner nye rum for erindring og tilhørsforhold.
ArKaluk Bianco (1921-1987) var inuk/kalaaleq/grønlænder - butiksbestyrer og postmester fra Tasiilaq samt en personlighed og foregangsmand indenfor fotografi.
Bolatta Silis-Høegh (f. 1981) er en markant inuk/kalaaleq-lettisk kunstner, hvis praksis er dybt forankret i politiske, historiske og samfundsmæssige spørgsmål relateret til Grønland.
Udstillingen er kurateret af Nauja Bianco og Helene Brochmann.
Kilde:
Nordatlantens Brygge
Nordatlantens Brygge
