Deborah Brown: Homebody

Samtlige værker i Deborah Browns nye udstilling tager udgangspunkt i objekter, der befinder sig i kunstnerens eget private raritetskabinet; dyrebare mementoer samlet hen over årene og udstillet i hendes hjem. Akkurat som Prousts berømte madeleinekager fungerer alle kunstnerens figurer, hendes møbler og porcelæn som redskaber til at fremmane en fjern, privat fortid.
 
For Brown fungerer de impressionistiske intérieurs og stillebens som portrætter, idet de giver beskueren et indblik i kunstnerens liv og ad den vej en privilegeret adgang til hendes tanker og følelser. Malerierne er opbygget af markante farveflader, hvilket tjener til at fremmane en særlig følelse eller stemning snarere end realistisk at skildre en bestemt rumlig virkelighed. Deborah Brown interesserer sig ikke for det fotorealistiske. Henri Matisse, Lovis Corinth og Gabrielle Münters værker udgør alle væsentlige påvirkninger, som Brown trækker på i udformningen af sine værker. Gennem malingen og penselarbejdet får objekterne liv og antager en mystisk karakter; måske som sendebud fra en anden virkelighed.
 
Objekterne, som afbilledes i værkerne, stammer fra forskellige perioder i kunstnerens liv og afspejler hendes tilknytning til og fascination af andre kulturer. Flere af malerierne indeholder repræsentationer af Kachina-figurer lavet af medlemmer af Hopi-stammen i det sydvestlige USA. Brown erhvervede disse totemmer som barn, og de indeholder stadigvæk den samme kraft og mystik for hende som dengang - kvaliteter hun aktivt bruger i sine malerier. Et andet tilbagevendende motiv i Browns værker er en stor japansk silkeskærm med påfugle- og blomstermotiv. Hendes forældre rejste i Sydøstasien i 60’erne, og denne silkeskærm fungerede som et centralt visuelt referencepunkt i kunstnerens barndom.
 
Deborah Brown har desuden arvet møbler og dekorative genstande fra moderens rejser til København i 1950’erne; heriblandt værker af prominente designere som Arne Jacobsen og Finn Juhl. Mest fremtrædende blandt disse er de keramiske “ansigtsvaser” af Bjørn Wiinblad, som optræder flere gange i malerierne. Brown placerer vaserne på et mexicansk vævet klæde, et såkaldt “saltillo”, der refererer til kunstnerens barndom i Los Angeles – en by hvor Latino-kulturen har en markant tilstedeværelse. Vaserne repræsenterer kunstneren selv, der organiserer maleriets elementer omkring sig i overensstemmelse med specifikke æstetiske præferencer. Endelig skildrer Brown kranier, som hendes mand samlede på under sin studietid på tandlægeskolen. Kranierne emulerer vanitas-symbolikken i det klassiske memento-mori-maleri, hvori verdslige fornøjelser er skildret som påmindelser om dødens uundgåelighed og de materielle glæders forgængelighed.
 
Vi former alle vores verden gennem de genstande, vi vælger at omgive os med. Ved at skildre et særligt personligt rum inviterer Deborah Brown beskueren indenfor i sin egen kunstneriske verden, hvor vores erfaringer med det hjemlige kan spejle sig i hendes vision og åbne for eksistentielle refleksioner over, hvad det vil sige at være menneske.

Kilde:
Hans Alf Gallery