Elisabeth Toubro: Konfrontationsstykker

Galerie Mikael Andersen byder velkommen til fernisering på udstillingen Konfrontationsstykker med nye installatoriske og skulpturelle værker af Elisabeth Toubro, fredag d. 15. september 2017, kl. 17-19.

Konfrontationsstykker handler om menneskets møde med en kaotisk og kompliceret omverden. Og om kunsten som redskab til at finde vej i verden – både for kunstneren og betragteren. Elisabeth Toubro vender her tilbage til sin figur Vandringskvinden, der også var omdrejningspunktet for udstillingen Vandringskvindens momentum, som blev vist i Galerie Mikael Andersen i 2012.

Værkerne i Konfrontationsstykker former sig som fem døre, hvor beskueren gennem dørens ruden præsenteres for et kig ind i den verden, som Vandringskvinden bevæger sig rundt i. Ved siden af hver dør står en stumtjenerlignende skulptur med en rygsæk formet som en geometrisk figur hængt op på sig, en slags mental rygsæk, der indeholder de symbolske redskaber, Vandringskvinden bruger til at få styr på verden.

Konfrontationsstykker handler i høj grad om kunstens og menneskets møde med omverdenen og med hinanden. Og arbejdet med skulpturerne er netop en måde at forstå verden på: ”Skulpturen er en krop. En bevidsthed, en transformator hvorigennem kunstneren ser, møder og prøver at forstå verden. Skulpturen er den anden krop, der står ved siden af min egen. Men her på udstillingen forsøger jeg at blive ét med skulpturen, og bære den ud i verden for at blive konfronteret
direkte med verdens ’institutioner’ og steder med essentiel betydning for mennesker: Naturen, biblioteket, kirkegården, hospitalet, supermarkedet.” siger Elisabeth Toubro.

Vandringskvinden bliver til en skulptur og skulpturen bliver til et menneske. Værkerne besætter rummet og forsøger at skabe dialog med stedet ved at sætte noget fremmed eller uventet ind. Det sætter en række spørgsmål i gang og skaber en uventet dialog med stedet. Elisabeth Toubro siger: ”I værkerne bærer Vandringskvinden sin ’skulpturlighed’ rundt på konkrete og symbolsk belastede steder. Hvad vil hun gøre med skulpturen dér? Den er fremmed, den er grotesk. Hun vil tvinge sig selv og skulpturen til at have noget med verden og mødet med verden at gøre.” Det møde formidles konkret til betragteren i billederne, som viser Vandringskvinden i konfrontation med både skulptur og omgivelser.

Kilde: Galerie Mikael Andersen