I soloudstillingen Spejl spejl spejl præsenterer Ellen Hyllemose nye værker, der nok har landskabet som sit udgangspunkt, men som tilbyder os en ganske anden refleksion end de klassiske landskabsafbildninger, vi kender fra kunsthistorien.
Et større værk er installeret på gulvet i galleriet. Det ligger i rummet, så man kan gå omkring det, men ikke krydse det, som en mark i landskabet. Værket er lavet med udgangspunkt i dele af en ældre harve, der ligger med piggene opad, den er sat ud af funktion og kan med sine pigge virke en smule fjendtlig. Men det rustne og hårde jern er betrukket med lycra i en varm gul farve, og enkelte steder er strukturen nænsomt ”repareret” med håndpresset porcelæn. På den måde bliver det også imødekommende og kropsligt. Mens harven i sig selv kan siges at afspejle hvordan landskabet helt konkret har været kultiveret gennem århundreder, så er det som om lycra, farve og harvens konstruktion danner et mønster og rummer den varme erindring om bølgende kornmarker på en sommerdag.
Udstillingens malerier har også en slags spor; store, meditative malestrøg i pigment-mættet maling bevæger sig roligt over store mdf plader. Det er kendetegnende for Ellen Hyllemoses praksis, at hun oftest bruger fundne objekter som f.eks. den rustne harve og strandgods, og praktiske og ikke-værdifulde materialer som mdf og masonit i sine værker. Materialer vi relaterer til og kender. Sat sammen med lycra, der omfavner de øvrige materialer i klare farver bliver de hårde og funktionelle materialer gjort bløde, og mere kropslige. Med sin poetiske titel Spejl spejl spejl er det tanken at åbne for flere fortolkninger. Én kan være, at værkerne spejler hinanden indbyrdes, som når man tænker harvens spor afspejlet i kroppens bevægelse i strøgene på mandsstore billeder, der har savspor, der igen spejler malebevægelsen. Og tilbage til bevægelsen i landskabet, i randen af markerne.
Kilde:
SPECTA
SPECTA
