Med Feminist Aesthetics indleder Emily Gernild en ny udstillingsrække i Skulptursalen, hvor Det Fynske Kunstakademi inviterer tidligere studerende tilbage for at præsentere deres kunst. Hensigten er at styrke kontakten til Akademiet færdiguddannede og at skabe synlighed omkring dimittendernes kunst – til glæde for Det Fynske Kunstakademis nuværende studerende, byens borgere og kunstmiljøet, lokalt såvel som nationalt.
Et maleri af imponerende størrelse – spændt ud over glasloftet i Det Fynske Kunstakademis Skulptursal – møder publikum som det første i udstillingen Feminist Aesthetics. Lyset trænger fra vinduet ned gennem lærredet, der er syet sammen af flere baner sejldug. Maleriet nærmest svæver over rummet. Som et stort sejl i grønt, rødt, gult og violet, hvis motiv leder tankerne hen på et landskab - en have.
Både sejlet og Emily Gernilds tre væghængte malerier i udstillingen trækker på modernismen og gentænker klassiske motivtraditioner som blomstermotivet og stilleben. Genkendelige figurationer opløses og samler sig i nye helheder bundet sammen af linje, farve og form, når Gernild præsenterer et udvalg af sine storslåede malerier i Akademiets Skulptursal. Kunstnerens hidtil største udstilling i Danmark.
Det Fynske Kunstakademi inviterer også til en offentlig artist talk den 1. december i Foredragssalen, hvor Emily Gernild vil fortælle om sin praksis og sit arbejde med udsmykninger i det offentlige rum. Artist talken er en del af forelæsningsrækken Endnu flere forelæsninger om kunst i offentlige rum, støttet af Statens Kunstfond. Der er gratis adgang og alle er velkomne.
Kilde:
Det Fynske Kunstakademi
Det Fynske Kunstakademi
