Emma Bang: FISH HOUSE

30 maj - 29 jun 2025

Med plakatfrise af Ida Nissen og billboard af Louise Hammer.

Emma Bang, Fish House. Foto: Emma Bang

Med plakatfrise af Ida Nissen og billboard af Louise Hammer.

Det første offentligt tilgængelige akvarium åbnede i London i 1853. Fish House, som det hed, var et tilløbsstykke på linje med de store kunstudstillinger i tiden. Her blottedes det, der tidligere var usynligt under vandets spejl. På den måde kunne man tilegne sig det mystiske, våde liv lidt mere. At se det, blev at eje det.
Udstillingen FISH HOUSE animerer og undersøger det modstridende behov for at eje det flydende liv gennem to serier af skulpturer. Tyngede bronzeskulpturer af svømmende slør og tomme akvariekasser med træsnittede ben kigger på den umulige opgave, som akvariet tackler; Det sprudlende, udflydende og ubegrænsede liv i vandet, som på en gang spærres inde og lukkes op.
Historisk set måtte kvinder end ikke kigge på akvarier, da de var for “dramatiske” og “vulgære” for deres “sarte” øjne. Måske var det denne potente modsigelse og umulighed, de følte; akvariet måtte ikke findes. Akvariets popularitet under den industrielle revolution har ikke været tilfældig. Her kunne mænd kontrollere mikro-miljøet, i en verden hvis makrokosmos var i total forandring. Måske det blev et værktøj for dem til at kæmpe med og bevare kønsroller, klassestrukturer og imperialisme? I denne udstilling slipper vi det fri. Lader dem stikke af og svømme væk.
Emma Bang er nyligt medlem af udstillingsstedet Sydhavn Station, og har i anledning af sin udstilling inviteret Louise Hammer og Ida Nissen til at udstille på henholdsvis udstillingstedets billboard og plakatfrise. Emma Bang er uddannet ved Royal College of Art i London og Rupert’s Alternative Education Programme i Vilnius. I sin praksis arbejder hun primært med skulptur og installation.
Billboard af Louise Hammer
På billboardet på stationens ydermur, viser Louise Hammer det stedspecifikke værk Træf (2025). Værket er en skulpturel struktur, der svarer på de omgivende lysforhold. Strukturen er bemalet med en reflekterende maling, der tilbage i 2014 blev udviklet i et forsøg på at mindske trafikuheld mellem rensdyr og biler i Finland. Malingen blev sprayet direkte på rensdyrenes gevirer. På samme måde som gevirerne, bliver strukturen på billboardet en genstand i hvilken lys bliver afbøjet og tilbagekastet.
Louise Hammer er uddannet MFA fra Malmö Konsthögskola i 2021. I sin praksis arbejder hun primært med skulptur, installation og video.
Plakatfrise af Ida Nissen
På plakatfrisen viser Ida Nissen serien 7-5-3 (2025); en serie af billeder og collager, der kredser om tid, lys og erindring. Størstedelen af materialet er forankret i mørkekammerets og kameraets lukkede sfære, hvor billeder og udklip er blevet til gennem lys og lagring af tid, mens andre er opstillet eller stammer fra mit første fotoalbum, optegnelser eller materialer fra processen. I en søgen efter en form bevæger billederne sig i periferien og undersøger det associative og intervallet som en spænding mellem form og ikke-form, tab og genkaldelse.
Ida Nissen er uddannet ved Royal College of Art i London og Akademin Valand i Göteborg. Hun interesserer sig for intervallet som bærer af sansning, erindring og forestilling, og vender ofte tilbage til mørkekammeret og det fotografiske materiale i sit arbejde.
Kilde:
Udstillingsstedet Sydhavn Station

Adresse
Udstillingsstedet Sydhavn StationErnst Kapers Vej 1
2450 København SV

Åbningstider
Mandag: Lukket
Tirsdag: Lukket
Onsdag: Lukket
Torsdag: 13:00 - 17:00
Fredag: 13:00 - 17:00
Lørdag: 13:00 - 17:00
Søndag: 13:00 - 17:00

Entre pris
Fri entré

Tilgængelighed
Niveaufri adgang - ja

Handicaptoilet - ja
Gratis for ledsager - ja