Et besøg hos Giacometti 20-5-1948 – 23 fotografier af Richard Winther

Winther bøjer sig ned og tager et ansigt op fra gulvet. Skulpturen L'objet invisible er blevet støbt og gipshovedet skåret af. ”Det er meget smukt” siger Giacometti. (1) Winther køber det. Kvinden stirrer ud i det tomme rum – det rum, som Giacometti hele tiden prøver at definere. Han fortæller Winther, at han kommer en del på Café de Flore. Går derhen, men med pengene for hovedet vil han tage en taxa. Giacometti fortæller Winther, at det var i 1927, han flyttede ind i lokalet, de står i. Han flytter aldrig fra værkstedet. Komfort ville ødelægge mit arbejde, fortæller han. (2) De to skal ende med at mødes syv gange i alt, hvor sidste gang er den 18. oktober 1961. Det er under et besøg torsdag den 20. maj 1948, at Winther køber endnu en skulptur og tager 23 fotografier. De er alle fyldt med en stille, iboende poesi.

Det Paris, Winther ankommer til i 1947, er igen én stor kærlighedserklæring til kunsten. I disse år fik forfattere, kunstnere og filosoffer næring af hinanden og byen. Caféerne blev mødesteder og reelle tilholdssteder. I SMK`s smukke katalog, der ledsager den aktuelle udstilling Alberto Giacometti – Hvad øjet ser, giver den sidste artikel spalteplads til en caférundtur - efter en filosofisk højdespringer af en tekst med udgangspunkt i Jean-Paul Sartres næsten ulæselige filosofiske indforståethed – gør det godt med en kop kaffe. (3)

Pragtfuldt underholdende og lidt humoristisk er artiklens indledende diskussion om Giacomettis første møde med Simone de Beauvoir og Sartre på Café de Flore i 1939 – eller var det på Brasserie Lipp i 1941? I sine erindringer mener Beauvoir, at det måske i virkeligheden var på café Le Dome i 1936, hun havde ”krydset ” ham første gang. Jeg holder så meget af den tekst.

De parisiske caféer var vigtige. Både i virkeligheden og i drømmene. Surrealismen har sat sig sine spor hos Giacometti. Han nedskriver sine drømme, hvoraf den mest berømte er den om bordellet Sfinksen, der skal lukke, og om edderkoppen der glider fra drømmen med over i en slags virkelighed. Drømmeren der drømmer: Giacometti må analysere det hele, og det gør han selvfølgelig på en café ved ”Boulevard Barbes-Rochechouart, hvor de prostituerede har sære, lange, slanke og sylespidse ben.” (4)

Et bykort over Paris viser, ”hvordan det intellektuelle tyngdepunkt flyttede rundt fra café til café.” Men bag alt det intellektuelle ligger der vel også en helt enkel, livsbekræftende lyst til nydelse, som ofte er uløseligt forbundet med venskab, lidenskab, erotik og hengivelse til kunsten.

Hertil var Paris velegnet. De er her næsten alle sammen i dadaismens, surrealismens og eksistentialismens Paris: Dora Maar, James Joyce, Ezra Pound, Gertrude Stein, Ernest Hemingway, André Breton, Man Ray, Denise Maisonneuve, Pablo Picasso, Joan Miró, Henri Matisse, Jean Arp, Isabel Rawsthorne og helt tæt på Giacometti: Simone de Beauvoir og Jean-Paul Sartre.

Det er ikke så mærkeligt, at de danske kunstnerne, og ikke mindst dem fra kunstnersammenslutningen Linien, bosætter sig eller opholder sig i længere tid i Paris. I november 1936 flytter Sonja Ferlov til byen og ind i Rue Hippolyte Maindron 48. I nr. 46 havde Giacometti sit værksted. Winther skriver om Giacometti i det fine tidsskrift Billedkunst 2-66: Han havde ”atelier lige neden under Sonja Ferlows bolig”. Det var nu ved siden af – men tæt på.

Ferlov havde et nært forhold til Giacometti. Et venskab. Han blev også en rollemodel, og han rådgav hende helt håndgribeligt om brugen af det organiske og uorganiske. Det abstrakte og det figurative. (5)

Da kammeraterne fra Linien dukker op i Paris i foråret 1937, får de mulighed for at møde netop Giacometti. Ferlov introducerer Richard Mortensen, Ejler Bille og Hans Øllgaard for Giacometti i hans værksted lørdag den 10. april, og det er ganske enkelt en kæmpe oplevelse for dem. Det sitrer af atmosfære, hvidt støv og indkradsede tegninger på de rå vægge. En mindre brændeovn varmer det forårskølige rum op. En smuk kvindekrop nærmest vokser op af en sokkel: Med inspiration fra Afrika og tidlig colombiansk kunst står hun der – selveste Lòbjekt invisble også benævnt Hands holding the void. Mortensen, Bille og Øllgaard kendte skulpturen, fordi den havde været gengivet på et fotografi fra 1934 af selveste Dora Maar og bragt i tidsskriftet Linien 8-9 i 1935.

De forbavses over, at Giacometti nu arbejder med levende modeller og over de utallige, meget små kvindefigurer og ansigter. Fra kunsttidsskrifter kendte de surrealisten Giacometti, men han havde forladt surrealismen og dens idéer. Han blev udstødt den 14. februar 1935. Men han havde modet til at skifte spor, og nu var ”den erfarede omverden i centrum for Giacometti.” (6)

En del kunstnere og forfattere beskriver, hvordan Giacometti i modsætning til f.eks. Picasso og Matisse ”rent faktisk (var) mulig at komme i kontakt med.” (7) Det er netop det, der sker, da disse fire unge kunstnere kommer til Rue Hippolyte Maindron 46. Sonja Ferlov skriver: ”Og der blev spurgt og svaret. Giacometti var åben og villig til at fortælle.” (8) Besøget slutter først sent på aftenen.

Mon ikke de har drøftet det, Giacometti igen og igen kalder ønsket om at udføre ”maleri og skulptur for at trænge ind til virkeligheden.” (9) Mortensen, Bille og Øllgaard slentrer hjem denne forårsnat, langs venstre Seinebred. De tre unge mænd er blevet beriget, og ligesådan er dansk kunst.

Året efter deres besøg kan man finde Bille tilbage i Giacomettis atelier sammen med Asger Jorn. Fra balkonen i studiet drypper Jorn maling ned på et stykke papir. Det spontane maleri afprøves. Om Giacometti var til stede, ved jeg ikke, men som Winther skriver, så ”stod døren på vid gab, medens han var gået på café.” (10)

Det er denne åbenhed, den blot 21-årige Winther møder tirsdag den 7. januar 1947, da han for første gang træder ind i Rue Hippolyte Maindron 46 hos Giacometti. Besøget er et led i en fire måneder lang rejse rundt om i Frankrig og Italien, som han foretager for at opsøge sine helte og se ”moderne international kunst”. Han skriver: ”Jeg ville også gerne træffe Sonja Ferlov, der var en sagnfigur fra 30erne, man fortalte om, og som kendte Giacometti.” (11)

Ud af de syv gange Winther besøger Giacometti, er det allerede ved andet besøg torsdag den 20. maj 1948, at han tager sit lille bælgkamera frem og får lov at fotografere. Imens færdiggør Giacometti den gipsskulptur, som Winther sidenhen køber. Skulpturen L'objet invisible står stadig nøgen og smuk og fanger Winthers linse i en sådan grad, at den er gengivet på fire af de 23 fotografier. Omkring Giacometti står de 1-2 centimer små kvindefigurer på store sokler.

Giacometti ser på Winther og siger med et smil: ”Det er stor kunst.” (12)

Kildehenvisninger:

1 Billedkunst 2-66 Artikel af Ricard Winther
2 Film til Tate. Optaget 1965 (?)Director: Michael Gill Producer: David Sylvester The British Film Institut
3 SMK Katalog – Hvad øjet ser. Esther Demoulin : Stedets og handlingens enhed : Alberto Giacometti og eksistentialismnes Paris
4 SMK katalog Emilie Bouvard Drøm og eksistens hos Alberto Giacometti.
5 SMK katalog Sonja Ferlow Mancoba Mask and Face side 75
6 SMK katalog Thomas Lederballe Pedersen. Til syne. En kommentar til Jean-Poul Sartres På sporet af det absolutte
7 Michael Brenson The Studio of Alberto Giacometti The Studio. Paris : Fondation Giacometti/ Centre Pompidou 207 Side 300 – 330
8 Billedkunst 2-66 Artikel af Sonja Ferlow. SMK katalog Sonja Ferlow Mancoba Mask and Face side 75
9 SMK katalog Thomas Lederballe Pedersen. Til syne. En kommentar til Jean-Poul Sartres På sporet af det absolutte Citat af Giacometti ( Min virkelighed )
10 Billedkunst 2-66 Artikel af Ricard Winther
11 Billedkunst 2-66 Artikel af Ricard Winther
12 Billedkunst 2-66 Artikel af Ricard Winther

Kilde:
Galleri Tom Christoffersen