’Troll’ eller ’truth seeker’? Hvad er vigtigst? At blive hørt eller have ret? Hvad får nogle mennesker til at deltage i omfattende sociale diskussioner og offentligt dele ud af deres holdninger og synspunkter? Hvad får andre til at afstå fra det? Man behøver ikke længere stille sig op på en ølkasse for at tage ordet. Det er ikke nødvendigt at gøre sig selv synlig for at blive hørt. I en tid, hvor stemme ofte er adskilt fra krop, hvad er potentialerne, og hvad er faldgruberne? Hvad sker der, når ordene løber løbsk?
Udstillingen 9-5, 5-9 udforsker onlinekultur og online tilstedeværelse samt trolling og interventioner i den ‘virkelige verden’. Den er en undersøgelse af tags og indgreb, steder og ikke-steder, liminale rum, anonymitet og brugernavne, kort sagt det utæmmede land af ’my-two-cents’. Det er et kig på mængden og volumen af stemmer, hvad end de befinder sig på gaderne eller i vores feed. Vi manifesterer os i fysiske sfærer, eller vi lader sindet rejse ubegrænset i skærmlyset, imens vores krop føles efterladt i stenalderen. Aktiv bidragyder eller passiv betragter, du lover dig selv at gå tidligt i seng, men ender med at scrolle til daggry.
9-5, 5-9 er åbningsudstillingen i Art Hub Copenhagens nye udstillingsrum Room Room på Thoravej 29. Udstillingen præsenterer ni lokale og internationale kunstnere, alle med tilknytning til Art Hub Copenhagen.
Mens kunstnerne arbejder i forskellige medier, der spænder over skulptur, video, performance, fotografi, lyd og installation, deler de en interesse for, hvordan nutidens samfund dannes af sociale netværk og platforme, og hvordan generationer formes af digital kultur. Gennem forskelligartede kunstneriske praksisser beskæftiger de udstillede værker sig med anarkistiske energier i monopolistiske fora. Med humor og alvor undersøger udstillingen uklare strukturer i vores visuelle kultur, hvor kommunikation og kaos er centrale elementer i oplevelsen af at være i kontakt med vor tids verden.
Fernisering Der vil være åbningstaler, performances, drinks og DJ. Alle er velkomne!
Kilde:
Room Room
Room Room