Heavy Metal er Amalie Jakobsens første soloudstilling hos Hans Alf Gallery. Til udstillingen har hun skabt skulpturer i forskellige metaller: bronze, kobber og aluminium. Det er krævende materialer, men i hendes hænder formes de med kraft og insisteren til smukke, æstetiske objekter.
Udstillingen består af to serier: Osculating Orbits og Asteroids. Begge er inspireret af det ydre rums bevægelser og omsætter dem til konkrete, sanselige objekter. Med æstetikkens sprog oversætter Jakobsen naturlige fænomener i rummet og giver form til størrelser og kræfter, der ellers ligger uden for den menneskelige erkendelse.
I serien Osculating Orbits kredser værkerne om relationer mellem massive objekter, der bevæger sig gennem tyngdefelter og gennemgår energiudvekslinger. To kredsløb nærmer sig hinanden uden at overlappe - de strejfer blot hinanden som kosmiske kys. Disse skulpturer i metal balancerer mellem materialets tyngde og formens lethed, og de massive skulpturer fremstår vægtløse og ubesværede.
Samme opgør med materialets vægt sker i Jakobsens asteroideserie, hvor værkerne bærer præg af det voldsomme og fysisk krævende arbejde med kobber og bronze, mens de på samme tid er nænsomt forfinede og fremstår som fuldendte og skønne genstande. Det er skulpturer, mobiler og relieffer: nogle hænger på væggene, andre fra loftet, som svævede de i et rum uden tyngdekraft. Asteroiderne indskriver sig i en diskussion om forholdet mellem teknologi, natur og kunst og peger på de problematikker, der knytter sig til udnyttelsen af naturens ressourcer - både på Jorden og i det ydre rum.
Med Heavy Metal inviterer Amalie Jakobsen os til at opleve forbindelserne mellem det konkrete og det kosmiske. Skulpturerne åbner for en æstetisk erfaring, hvor vægt, bevægelse og skønhed danner en sanselig fortælling om naturens cyklusser og universets uendelige kredsløb. I mødet med værkerne forvandles galleriet til et mikrokosmos, hvor det store univers spejles i kunstnerens skulpturer.
Kilde: Hans Alf Gallery