Udstillingen undersøger forholdet mellem menneskets indre liv og naturen. Med et symbolsk og drømmende maritimt, visuelt sprog, artikulerer værkerne forbindelsen mellem det undersøiske og det ubevidste. Der gives af Specht Seeberg i HÅB en udlægning af havet som en spejling af den menneskelige psykes plasticitet; et rum fuld af mulige emotionelle strømninger og transformative potentialer.
Astrid Specht Seebergs værker kan ses som en videreførelse af en kunsthistorisk tradition, hvor naturen forstås som projektion for subjektive og eksistentielle erfaringer – fra symbolismens indre landskaber til surrealismens visualisering af det ubevidste. HÅB indskriver sig i denne tradition med et nutidigt, økokritisk islæt, hvori menneskets forhold til naturen (udover det poetiske potentiale) er grundlæggende politisk og etisk ladet.
Specht Seebergs umiddelbare og materialedialogiske arbejdsproces afspejles tydeligt i de værker, hvor kunstnerens egne hænder optræder som indeksikale spor efter kroppen - en insisteren på nærvær, sårbarhed og fysisk forankring i et ellers flydende og imaginært billedrum.
HÅB består som et polyfont rum af kommunikation og tomrum. Skulpturernes farver og organiske former står i kontrast til tomhed, stilstand og fravær, hvilket peger på en ontologisk pendlen mellem væren og opløsning. Denne struktur kan forstås som en refleksion over eksistensens grundlæggende dualitet: mellem livsdrift og destruktion, kontrol og overgivelse, bevægelse og stasis. Med sin titel understreger udstillingen, at den kalder til beskuerens håb, mens håbet i udstillingen ikke manifesterer sig som en lineær idé, men som en cyklisk og vedvarende bevægelse, der består på trods af rystelsers uundgåelighed.
Astrid Specht Seebergs tematiske tilgang kan lede beskueren hen mod tænkere som Donna Haraway, der med sine økokritiske teorier meget lig værkerne af Specht Seeberg peger på mennesket som et ambivalent væsen: både integreret i og destruktivt over for naturens kredsløb - på én og samme tid en invasiv art, der befolker og destruerer det kredsløb, vi er afhængige af. Denne ambivalens udfoldes via skildringer af metamorfose og flydende identitetsmarkører, hvor grænserne mellem menneske, dyr og natur destabiliseres.
Specht Seebergs værker insisterer på, at erkendelse og forandring må tage udgangspunkt i en indre sensibilitet. Ved at vække en affektiv og kropslig resonans hos beskueren søger udstillingen at skabe opmærksomhed omkring menneskets ansvar i relation til vandverdenens skrøbelige økosystemer. Håbet fungerer her som et metodisk og etisk pejlemærke – en forudsætning for både selvforståelse og kollektiv handling.
Kilde:
Hans Alf Gallery
Hans Alf Gallery
