I starten af marts åbner Kunsthal Aarhus en soloudstilling med den unge kunstner og arkitekt Aysha Amin: Making Sense.
Udstillingen præsenterer et indblik ind til et levende arkiv over hjemskabelse, rhizomatisk tænkning, og landskabelige minder som en del af et ti år langt arkitektonisk researcharbejde.
I sin søgen efter forståelse, gennem generationel sorg og en vedvarende forelskelse i livet dykker Aysha Amin ned i sin fars mangeårige filmiske og fotografiske arkiv side om side med sit eget arkiv som kunstner og arkitekt. Her optræder naturen, hverdagen og det følsomme som protagonister.
I de to gallerier møder man en serie spor bestående af video, fotografi og et kæmpe gulvprint, der sammen danner en totalinstallation. Udstillingens dele peger både bagud og fremad – mod minder, der endnu ikke er blevet til og mod forestillinger om det, som engang var. Værkerne undersøger relationen mellem jorden og arkitekturen og deres rolle som tavse vidner til historien. Objekterne er placeret i tæt forbindelse med hinanden og indgår i en dialog om, hvor de kommer fra, og de verdener, de bevæger sig mod.
Making Sense åbner sideløbende med Arkitekturbiennalen 2026: WORKS+WORDS.
Kilde:
Kunsthal Aarhus
Kunsthal Aarhus

