"Write your self. Your body must be heard. Only then will the immense resources of the unconscious spring forth."
— Hélène Cixous, The Laugh of the Medusa (1976)
At træde ind i Cristina de Miguels udstilling er at følge en linje, der tænker, mens den bevæger sig. Hurtige strøg med pasteller finder deres form hen over papiret, hver bevægelse en udforskning af et billede, der endnu er ukendt. Tegningerne er ikke immune over for tøven, hastighed eller tvivl i deres tilblivelse. De er blotlagte, nøgne, sårbare. Alt forbliver i spil; intet bliver visket ud eller poleret. De er iscenesættelser af forhandling, dirrende på kanten af fuldendelse.
Skabelsens søgen skjules aldrig i de Miguels tegninger. De er en samling af blotlagte afvigelser – bevægelser, der ikke tildækkes, men fremhæves. Hver linje eksisterer som sig selv; hver udtværing eller revne i papiret forbliver synlig. Idéen om at tegne inden for linjerne bliver et absurd koncept, afvist af et dybblåt strøg ned igennem ansigtets mørke kontur. Strukturer og idealer splintres, idet linjerne følger håndens følelser i dens hastige søgen efter visuelt udtryk.
Gennem forvrængning og fragmentering træder de Miguels kroppe frem som sammensætninger af affekter. Lemmer flimrer ind i eksistens fra en sky af kakofoniske linjer. Et ansigt formet i udtværede konturer hviler direkte oven på et par ben, eller skyder frem som poter, eller svæver alene i en grøn dis. Disse kroppe opfører sig uregerligt. De kropsliggører noget queer i deres afvisning af at være velordnede. Ustyrlige, modsætter de sig form og undviger genkendelse.
Kilde:
V1SALON
V1SALON