Udstillingen viser videoværket Strain of Will (2026), hvor Versailles-slottet lidt udenfor Paris ikke blot udgør et historisk monument, men forvandles til en maskine for synet: et rum, hvor arkitektur, optik og kroppe producerer bestemte måder at se og blive set på. Gennem Davide Hjort Di Fabios brug af flere forskellige linser arbejdes der ikke med narrativer, men med fragmenterede billeder og skiftende rytmer, hvor farver og teksturer smelter sammen og skaber forbindelser mellem de forskellige scenarier gennem selve akten at se. De slørede og flimrende sekvenser i værket overskrider samtidig billedfladen og aktiverer en sanselig erfaring, der nærmer sig berøring.
Marie Antoinettes Cabinet des glaces mouvantes (Kabinet med bevægelige spejle) danner rammen for Strain of Will. I 1776 blev rummet indrettet med spejle, der kunne hæves og sænkes som gardiner foran vinduerne og dermed forhindre indblik udefra, samtidig med at hun blev omgivet af sit eget spejlbillede. Arkitekturen rummer et paradoks: et ønske om privathed, der er afhængigt af en konstant synlighed af selvet. I stedet for blot at kontrollere blikket, blev det rettet indad og udviskede grænsen mellem introspektion og selvovervågning.
En søgen efter fokus udfolder sig gennem en foropter, et optisk instrument til undersøgelse af synet. Et ansigt presses mod apparatet, mens hænder gentagne gange udskifter linser. Alligevel forbliver klarheden uopnåelig. Nærbilleder af hud, hår, spejle og ornamentik bevæger sig mellem abstraktion og genkendelse og nægter at fastholde et stabilt perspektiv. En mand fremtræder liggende i en seng, tilsyneladende hvilende. I et øjeblik møder han kameraets blik direkte og afslører, at han er bevidst om dets tilstedeværelse.
Igennem værket ophører blikket med at bevæge sig i én retning. Det vender tilbage mod sig selv, indtil forskellen mellem overvågning og voyeurisme begynder at opløses. Voyeuren er ikke længere blot den, der ser, men også den, der bliver set. På denne måde inviterer værket til refleksion over, hvordan et blik udefra kan blive ens eget. Begær, skam, forfængelighed og selvbevidsthed opstår ikke længere udelukkende gennem en ydre iagttager, men bliver strukturer, hvorigennem selvet opfattes. Selvet bliver både den, der begærer, og den, der dømmer. Selvet bliver sin egen voyeur.
Instruktion og redigering: Davide Hjort Di Fabio
Kamera: Davide Hjort Di Fabio og Cecilie Flyger Hansen
Farvekorrektion: Eliott Bechaeu
Lyd: Mikkel Foldager
Instruktion og redigering: Davide Hjort Di Fabio
Kamera: Davide Hjort Di Fabio og Cecilie Flyger Hansen
Farvekorrektion: Eliott Bechaeu
Lyd: Mikkel Foldager
Kilde:
Fotografisk Center
Fotografisk Center