Fernisering – Gruppeudstilling: If copy, then value

Og i dag hersker der en udbredt kopibevidsthed og -praksis, hvor et værk helt uproblematisk kan være et mix af citater, genbrug, parafraser, referencer og kopier – sådan som det i bund og grund altid har været. Vi burde have et afslappet, pragmatisk forhold til det at kopiere. Men alligevel er det indgroede værdihierarki mellem kopi og original ikke et tilbagelagt kulturtrin. Et kunstværk har angiveligt kun positiv værdi – kunstnerisk og økonomisk – hvis det demonstrerer autenticitet, ægthed, transcendens, aura og hvad vi nu ellers vælger at kalde dét, kunsten kan. Mens kopi derimod stadig klinger negativt, som det fx fremgår af synonymerne: epigoneri, plagiat, imitation, efterabning, osv. Men er det muligt at sanse og tænke hinsides det gamle værdihierarki? Har det nogen betydning, hvorvidt et værk efterligner et andet? Er kopi og aura nødvendigvis hinandens uforenelige modsætninger?

Disse spørgsmål ønsker bootleg-projektet If copy, then value at rejse ved at udstille en række kopier af kendte kunstværker. Udstillingens titel er i øvrigt også en kopi i tredje potens, da den er tyvstjålet fra kunstnergruppen A-Kassen, der har parafraseret en anden kunstnergruppe, nemlig Superflex og deres nu berømte slogan If value, then copy.

Billedhuggeren Bertel Thorvaldsen er udstillingens udgangspunkt, fordi han funderede hele sin praksis på kopiering. En færdig Thorvaldsen-skulptur – typisk af marmor eller bronze – er en kopi. Det skyldes skulpturers fremstillingsproces, hvori der indgår en række automatiserede kopieringsled: Fra en opskaleret kopi i ler til en kopi i gips til slutproduktet, en kopi i fx marmor. Figurativ billedhuggerkunst, dvs. skulptur før ca. 1900, er et kopimedium. Det betyder, at ingen af de gips-, marmor- eller bronzeskulpturer, vi møder på fx Thorvaldsens Museum, Glyptoteket, SMK eller alverdens vestlige museer kan kaldes originaler. Det er stort set alle sammen kopier, selvom museerne ikke ligefrem skilter med det. Thorvaldsens kopipraksis og -tænkning strakte sig ikke kun til den håndværksmæssige udførelse af værket, også enkeltværker blev ubekymret kopieret i flere eksemplarer som multiples. Thorvaldsen kunne lade sine værker mangfoldiggøre af assistenterne i sit værksted, fordi klonen ikke led noget tab af kvalitet, værdi eller aura. Og alle mulige andre har eksempelvis frem til i dag fremstillet tusindvis af hans Kristus-statue til auratisk transcendens-brug i kirker, på kirkegårde og kaminhylder.

Det ville være nærliggende at tro, at billedhuggerens radikale og pragmatiske indstilling til kopier havde sat sig spor i det 20. århundrede, men det er ikke tilfældet. Snarere tværtimod. I 1930erne undersøgte den tyske filosof Walter Benjamin, om den omsiggribende reproduktionspraksis havde nogen betydning for kunstværket. I sit berømte essay fra 1935-37 om kunsten og dens mangfoldiggørelse skriver han, “at det, der i kunstværkets tekniske reproducerbarheds tidsalder sygner hen, er dets aura.” Benjamin hævder, at den fotografiske reproduktion af billedkunst devaluerer, eller ligefrem likviderer, det ægte, det originale, det auratiske. Men har han ret i det? Her må man tørt konstatere, at siden Benjamin skrev sit essay, er kunstværker blevet reproduceret som aldrig før, den boomende kunst- og formidlingsindustri har masseproduceret kunst-merchandise, samtidig med at autenticitetsfetichismen har stået i fuldt flor, og originalitetsprincippet er blevet knæsat som kendetegnet for det 20. århundredes store kunstnere. Kopi- og originalitetsdyrkelse har altså gået hånd i hånd i det forrige århundrede, og man kan ikke i dag mene, at kopien er forudsætningen for, at auraen forsvinder.

Udstillingen er derfor en praktisk undersøgelse af, om det lader sig gøre at generere aura i kopier. Foruden en Thorvaldsen-kopi består udstillingen af en række imitationer af klassikere fra det 20. århundrede, som vi har forsøgt at imprægnere med Thorvaldsens kopi-uforskrækkede holdning. De udstillede værker er i første omgang valgt, fordi de er reproducerbare. Værkerne fra det 20. århundrede rummer (muligvis ufrivilligt) kopiens mulighed i sig, fordi deres formsprog er forholdsvist nemt at eftergøre. Man kan sige, at de rummer en fortrængt kopibevidsthed, som vi har forsøgt at forløse.

Den store fordel ved kopier er, at de annullerer originalitetsprincippet. Deres virkning beror ikke på at være skabt af et originalt kunstnersubjekt. Derfor er alle udstillingens værker blevet kopierede af anonyme håndværkere, kunstnerkolleger og venner af huset. Men udstillingens værker er ikke kun valgt, fordi de er lette at kopiere. Værkerne deler alle Thorvaldsens fornemmelse for et underspillet, non-individuelt udtryk, der synes at afspejle en fælles opfattelse af kunstværket som et middel til transcendens. Måske kan de upersonlige kopier bringe os hinsides de sædvanligvis ellers påtrængende kunstnersubjekter og åbne vores øjne for fællesværdier – eller en auratisk kraft – som er større end os selv.

Kurateret af Torben Ribe og Ernst Jonas Bencard

Kilde:
ORTHUNGA