Hans Alf Gallery præsenterer værker af den unge maler Isak Friborg i T21 under udstillingstitlen Husdyr.
At træde ind i Isak Friborgs billedverden er som at vandre gennem hverdagens fineste øjeblikke. Her skildres et rum af kunstnerens egne erindringer, forestillinger og fornemmelser fyldt med romantiserede hverdagsøjeblikke, der vækker genklang hos de fleste.
Både malerierne og tegningerne i denne udstilling bærer præg af noget klassisk og genkendeligt, og mange af Friborgs opstillinger indskriver sig i stillebenmaleriets lange tradition. Samtidig skaber kunstneren gennem sit karakteristiske farvesprog og sin særegne streg et helt unikt univers. For Friborg handler maleriet om æstetik; om at forvandle livet til små, intense glimt af skønhed. Hans arbejde udspringer af en grundlæggende kærlighed til den fysiske verden og dens former, farver og lys.
Isak Friborg (f. 1996) er født og opvokset i København. Friborg er autodidakt og arbejder primært med olie på lærred og oliekridt på papir. Hans kunstneriske virke er dybt forankret i en barndom præget af kunst og kultur, hvor farver, objekter og visuelle indtryk udfyldte rummene omkring ham. Denne æstetiske dannelse er i dag et centralt omdrejningspunkt i hans praksis:
“Min egen æstetiske sans er i sin kerne en længsel efter mit barndomshjem, hvor kunsten, farver og fantastiske objekter fyldte hvert et rum.”
Barndomshjemmets genstande finder nu deres plads i hvert et maleri. Som amuletter fremtræder figurer igen og igen: dyr og tæpper, møbler og ledninger, souvenirs, lamper og skakfigurer - ting, som tilsammen udgør elementarpartiklerne i Friborgs univers.
Med sin første udstilling hos Hans Alf Gallery, Husdyr, åbner Isak Friborg dørene til sin egen oplevelse af verden omkring os. Fælles for hans værker er en hengivenhed til maleriets væsen med æstetikken som drivkraft.
Samtidig med Husdyr udstiller Hans Alf Gallery også udstillinger af Louise Hindsgavl og Anders SCRMN Meisner.
Kilde:
Hans Alf Gallery
Hans Alf Gallery