Fernisering – John Olsen: Livet vil

fredag 6 mar 2026 kl 15

Fyns Grafiske Værksted udstiller i marts grafiske værker af John Olsen.

Værk af John Olsen. Foto: Fyns Grafiske Værksted.

Fyns Grafiske Værksted udstiller i marts grafiske værker af John Olsen.


info

Fernisering – John Olsen: Livet vilfredag 6 mar 2026 kl 15
Gratis

I John Olsens (1938-2019) usentimentale og kraftfulde skildringer af naturens vækst og forfald opnår vi en større forståelse for døden som en forudsætning for livets fortsættelse. Af glæde og smerte. Af tab og nydelse. For “livet vil”, som han så ofte udtalte.
Udstillingen præsenterer et omfattende udvalg af John Olsens grafiske værker og giver publikum mulighed for at komme helt tæt på en af dansk kunsts mest markante og kompromisløse stemmer. I en tid, hvor menneskeskabte natur- og miljøkatastrofer for alvor er kommet på dagsordenen, fremstår hans kunst mere aktuel end nogensinde før.
John Olsens værker tager konsekvent udgangspunkt i naturen – den natur, han levede og arbejdede i med en næsten symbiotisk intensitet. Her hentede han sine motiver, sin inspiration og ofte sine materialer. I nærstudier af affaldsbjerge og færøske fjelde indfangede han det oversete og undseelige. Små detaljer vokser i hans hænder til monumentale, fortættede strukturer med en helt egen, rå skønhed.
Hans blik var ikke romantiserende, men undersøgende og insisterende. I valget af synsvinkel bevæger han sig tæt på naturens overflader – som noget set, erfaret og levet. De grafiske værker afslører en kunstner, der med præcision og kraft formår at forene det organiske og det eksistentielle. Forfald og frugtbarhed sameksisterer; opløsningen bliver til begyndelse.
John Olsen efterlod sig et imponerende og særdeles omfattende livsværk. Denne udstilling samler en betydelig del af hans grafiske produktion og giver et sjældent indblik i spændvidden, dybden og vedholdenheden i hans kunstneriske praksis.
Udstillingen er en sanselig og tankevækkende påmindelse om naturens cyklus – og om menneskets plads i den. For livet vil.

Adresse
Fyns Grafiske VærkstedHans Jensens Stræde 18-20
5000 Odense

Åbningstider
Mandag: Lukket
Tirsdag: 11:00 - 17:00
Onsdag: 11:00 - 17:00
Torsdag: 11:00 - 17:00
Fredag: 11:00 - 17:00
Lørdag: 10:00 - 14:00
Søndag: Lukket

Entre pris
Gratis entré