Fernisering – Magnus Fisker: forlader stemmen

I forlader stemmen opsummerer Fisker på fornem vis den transformation, han har gennemgået, siden hans første malerier blev vist i galleriet tilbage i 2021. Værkerne tager afsæt i den nu voksne kunstners oplevelse af at være far, den slørede og flimrende grænse mellem kunstnerens ego og barnets ditto, hverdagslivets glæder og dét virkelig at være til stede i tilværelsen. Den evige forhandling om og genforhandling af præmisserne for ens eksistens; det blotte nærvær i verden. Fisker ser sine motiver som små, lydelige nedslag i hverdagen. Det handler om menneskets plads i naturen, den sansende krop i verden. For Fisker er der en direkte kobling mellem naturens lovmæssigheder og menneskets indre liv. Når han ser, hvordan organismer gror i naturen, hvordan væsker bevæger sig på tværs af tilstande, eller hvordan trækronerne vokser, ser han sin egen kærlighed – til sit barn og til hendes mor – der som vildtvoksende fraktaler eller brusende væsker skyder gennem ham, gennembryder hans overflade og strømmer ud i verden. Og han ser deres kærlighed strømme tilbage til ham. En slags følelsernes osmose.

Magnus Fiskers værker udmærker sig ved en udtalt åbenhed for fortolkning. Der er intet skråsikkert eller doserende over Fiskers univers: Langt snarere handler hans virke om at fremmane stemningstilstande og indre billeder hos beskueren. Som med skulpturer er hans værker i høj grad en fysisk oplevelse. Man er til stede sammen med dem i rummet, og man tvinges til at navigere i forhold til dem. Udstillingens største værk Bredden er et godt eksempel på denne fysikalitet i Fiskers kunst. Værket, der med sine 230 x 498 cm i sig selv er imposant, fordrer en næsten andægtig opmærksomhed fra beskueren – ikke kun pga. størrelsen, men også i kraft af den eksplosionsagtige gestik, der binder de fire selvstændige lærreder sammen, når man skridter dem af i maleriets fulde længde. Værket er inspireret af Joan Mitchell – én af Fiskers yndlingsmalere – og ligesom flere andre værker i udstillingen er det defineret af store, næsten monokrome flader, der bryder den bagvedliggende figuration. Dette er et bevidst greb, som tjener til at understrege motivets uafgørlighed; rummet for fortolkning holdes bevidst åbent.

I andre af udstillingens værker – herunder titelværket forlader stemmen – hengiver Fisker sig til en for ham helt ny palet og teknik. Et virvar af sarte strøg antyder kun lige nøjagtigt motivet i de nærmest meditative kompositioner, der på én og samme tid lyser beskueren i møde og truer med at udviske sig selv. Disse værker står i skærende kontrast til deres farvemættede og mere klassiske modstykker i udstillingen og demonstrerer samtidig kunstnerens spændvidde – ikke kun motivisk, men også koloristisk og teknisk.

Magnus Fiskers nye udstilling er en drømmende rejse gennem ydre og indre landskaber, en tour de force i det abstrakte maleris potentiale og virkemidler, og en imponerede status over fem års målrettet udvikling. Ikke to besøgende vil opleve denne udstilling ens.

Kilde:
Hans Alf Gallery