Fernisering. Martin Bigum og J.F. Willumsen: Som et møl mod flammen

lørdag 10 aug 2024 kl 11 - 13

Dialogudstilling på Randers Kunstmuseum.

Dialogudstilling på Randers Kunstmuseum.


info

Fernisering. Martin Bigum og J.F. Willumsen: Som et møl mod flammenlørdag 10 aug 2024 kl 11- 13
Gratis

Med over 200 værker og genstande præsenterer udstillingen et skarpt optrukket møde mellem to af dansk kunsts vildeste malere; samtidskunstneren Martin Bigum og hans 100 år ældre kollega J.F. Willumsen (1863-1958).
Martin Bigum og J.F. Willumsen er i tid adskilt af et helt århundrede, men når deres værker udstilles side om side træder slående korrespondancer og sammentræf frem. Selvom Willumsen ikke har været en bevidst inspirationskilde, var Martin Bigum, som er kendt for at brillere med sit imponerende indre kunsthistoriske kartotek i mange års medvirken i DRs Kunstquizzen, selv forbløffet, da han bemærkede de mange sammenfald, der kunne spores i hans egen og Willumsens kunst.
Opdagelsen, beskriver han selv, fandt sted ved et tilfælde, da han for nogle år siden havde bøger med egne værker liggende opslået på skrivebordet ved siden af nogle Willumsen-bøger, som han havde været ved at læse op på: "Bøgerne havde ligget sådan en fjorten dages tid, og hver gang jeg passerede dem, greb jeg mig selv i at tænke, at det egentlig var skægt, hvordan nogle opbygninger i Willumsens og mine malerier mindede om hinanden: Hvordan personernes dynamik, deres gestik, deres position som symboler, lidt på samme måde standsede værket og gjorde klar til beskuelse. Selv når jeg slog tilfældigt op i bøgerne, opstod disse sammentræf".

De mange overraskende møder og sammentræf er både påfaldende og interessante, men udstillingens bærende kraft er fortællingen om den skabende kunstners komplekse rejse både på værkplan og ikke mindst på personligt og kunstnerisk plan.
Dialogudstillingen dykker ned i de to kunstneres arbejdsprocesser og udfolder tilblivelsen af nogle af deres mest ikoniske værker. Med et stort antal skitser og forarbejder giver udstillingen et intimt indblik i kunstnernes rejse; fra idéens gnist, via eksperimenter, undersøgelser og forarbejder til det færdige maleri.
Udstillingens titel er Bigums egen beskrivelse af kunstnerlivet og den kunstneriske skaben: Som et møl mod flammen. Sådan kan det vist bedst beskrives, dét at lave kunst. "Man laver sin kunst, uden at nogen beder én om det. Jeg kan næsten høre den knitren, svitsen, pludselige opblussen og uigenkaldelige brænden-op, der indtræffer, når møllet lokkes af vægens dansende flamme og flyver ind i den. Og så alligevel ikke. For modsat møllet brænder ikke alle kunstnere op. Nogle kommer hele ud på den anden side som en Fugl Phønix, eller en Pegasus".
Igennem udstillingen mødes publikum af Martin Bigums stemme, der fortæller om den erkendelsesproces, han har gennemgået som kunstner for at finde sig til rette på sin egen hylde. At være kunstner er for Martin Bigum et kald og en forpligtelse. Med Bigums helt personlige indgang til den kunstneriske proces og gennem overraskende paralleller til J.F. Willumsens virke åbner udstillingen døren til, hvad det vil sige at skildre verden i billeder – og hvordan evnen hertil er identitetsdannende.

Udstillingen er realiseret i et samarbejde mellem Martin Bigum, kunsthistoriker Merete Sanderhoff som ekstern kurator, Randers Kunstmuseum og Willumsens Museum, som har vist udstillingen henover foråret og sommeren, hvor den har været den mest besøgte i museets historie.
Kilde: Randers Kunstmuseum

Adresse
Randers KunstmuseumStemannsgade 2
8900 Randers C

Åbningstider
Mandag: Lukket
Tirsdag: 10:00 - 16:00
Onsdag: 10:00 - 16:00
Torsdag: 10:00 - 16:00
Fredag: 10:00 - 16:00
Lørdag: 10:00 - 16:00
Søndag: 10:00 - 16:00

Entre pris
Entré
Fri entré til museets egen samling af dansk kunst fra 1800 til i dag
Entré til særudstilling
Voksne 50 kr.
Grupper (over 10 pers.) 40 kr.
Der er fri entré til børn og unge under 18 år