Martin Bigum

Martin Bigum maler farvestærke, tegneserieagtige billeder læsset med referencer fra kunsthistoriens uudtømmelige billedbank.

Kunstner

Om
Martin Bigum er født 1966 i København. Han er autodidakt billedkunstner. Bor og arbejder i København.

Primær medier
Maleri, grafisk tryk


Som ung blev Martin Bigum tegner for den danske udgave af satirebladet MAD. Efterfølgende debuterede han som selvlært kunstner, og i 1990’erne fik han sit gennembrud.

Siden har kunstneren, der har bibeholdt en form for outsiderposition i dansk kunst, udviklet sit billedsprog og kunstneriske univers. Hans værker afslører en bred indsigt i kunstens historie og traditioner, og de er derfor også ofte inspireret af velkendte, kunsthistoriske motiver og emner.

Martin Bigums værker er ofte referencetunge, og han bruger kunsthistorien som en utømmelig billedbank, der strækker sig fra middelalderlige dommedagsscenarier til populærkulturens tegneserier.

Udover det tegneserieagtige præg kan man finde et slægtskab med J. F. Willumsens sene malerier, futuristernes bevægelses-fascination og kubismens fragmenterede billedopbygning. Humoren er også et fremtrædende træk, og englene og guderne i billederne har altid såre menneskelige træk.

I flere af sine senere udstillinger har Bigum eksperimenteret med ophængningerne og ladet værker hænge direkte ned fra loftet eller blive roteret fra væggen. Bigum har også arbejdet i andre medier, som foto, video, grafik og skulptur.