Mennesket har til alle tider skabt hellesteder for at fastholde det, som rækker ud over os selv, men samtidig bærer hver tilnærmelse sin egen skrøbelighed og trussel om ophør. I udstillingen Nur in Zeit bruger den dansk-tyske kunstner Liesel Burisch dette paradoks som afsæt og undersøger i et nyt videoværk, hvordan ritualer kan bære en åndelig erfaring frem som led i en vedvarende søgen efter det, der kun lader sig ane gennem gentagelsen. Nur in Zeit er skabt i samarbejde med kuratorduoen Martin Wendelbo & Regen Li og kan opleves i Nikolaj Kunsthals projektrum Platform fra 10. oktober. Ferniseringen er 9. oktober fra 18-21.
I udstillingen arbejder Liesel Burisch med tre beskyttede rum, som ligger til grund for udstillingens centrale videoværk; henholdsvis de 40.000 år gamle hulemalerier i Leang Leang-grotterne på Sulawesi i Indonesien, Danmarks eneste oblatbageri på Frederiksberg og den dekadente Phantom Bar i en forfalden bygning i Berlin. Optagelserne bevæger sig ind og ud af de tre steder og sammenvæves til en forbundethed, der ikke lader sig indfange i en lineær tid, men åbner sig som cirkulær og fragmenteret.
Ekkoer på tværs af tid og sted
Gennem dokumentariske og iscenesatte optagelser genaktiveres det rituelle som en vej ind i noget større, hvor ekkoer på tværs af tid og sted fastholder det uhåndgribelige. I Leang Leang-grotternes mørke klamrer forhistoriske håndaftryk sig til klippevæggen og rækker ud mod os gennem tidens lag. I Berlins Phantom Bar fremmanes resterne af en netop opbrudt fest, når koreografen Myriam Lucas bevæger sig gennem knuste glas og tomme poser i en dans, der fastholder nattens efterskær. Samtidig slår rytmen fra værkets elektroniske lydside ned i bageriets kælder, hvor en udtjent maskine trykker oblater som kræver manuel kontrol, inden de sendes ud til alle landets kirker.
Gennem dokumentariske og iscenesatte optagelser genaktiveres det rituelle som en vej ind i noget større, hvor ekkoer på tværs af tid og sted fastholder det uhåndgribelige. I Leang Leang-grotternes mørke klamrer forhistoriske håndaftryk sig til klippevæggen og rækker ud mod os gennem tidens lag. I Berlins Phantom Bar fremmanes resterne af en netop opbrudt fest, når koreografen Myriam Lucas bevæger sig gennem knuste glas og tomme poser i en dans, der fastholder nattens efterskær. Samtidig slår rytmen fra værkets elektroniske lydside ned i bageriets kælder, hvor en udtjent maskine trykker oblater som kræver manuel kontrol, inden de sendes ud til alle landets kirker.
Forskudte fortællinger og ritualiserede rum
I udstillingen væves disse forskudte fortællinger sammen til en form, hvor det uhåndgribelige lever i de ritualiserede rum, i gentagelserne og i de spor, der ikke kan fastholdes. Nur in Zeit retter sig ikke mod et endeligt svar, men mod en fornemmelse af nærvær i det uafsluttede, hvor publikum inviteres til at ane et glimt af det, som åbner sig dér, hvor alt står lige før afslutningen.
I udstillingen væves disse forskudte fortællinger sammen til en form, hvor det uhåndgribelige lever i de ritualiserede rum, i gentagelserne og i de spor, der ikke kan fastholdes. Nur in Zeit retter sig ikke mod et endeligt svar, men mod en fornemmelse af nærvær i det uafsluttede, hvor publikum inviteres til at ane et glimt af det, som åbner sig dér, hvor alt står lige før afslutningen.
Kilde:
Platform, Nikolaj Kunsthal
Platform, Nikolaj Kunsthal