Med sin første institutionelle soloudstilling, totalinstallationen VÅDRUM, forvandler Nanna Starck Tranen til et badeværelse. For Starck er det scenen for en række af vores civiliserende ritualer. Det er her, vi klipper vores negle, barberer os, plejer vores hud og hår og kort sagt gør vores toilette. Badeværelset er stedet, hvor vi fortrækker fra verden for atter at kunne træde ud i den som en bedre version af os selv. Men på Tranen er badeværelset ikke et lille personligt aflukke. Starck har i stedet skabt et stort og åbent rum lig badefaciliteter og omklædningsrum i en svømmehal.
Der er brusekabiner, skabe til tøjet, badekåbe, tøfler og et stort afløb – alt sammen forvrænget, forvredet og forskudt. Det private bliver offentligt. Det lukkede rum åbnes. Småting antager monstrøs form. Det, som hver enkelt gør for sig selv i skjul, præsenteres som noget, vi alle gør og altså deler. Men hos Starck er hele sceneriet både mere grusomt og komisk end som så. De kroppe, der på badeværelset skulle plejes, optimeres og endeligt fremvises i den virkelige verden, flyder rundt på gulvet. De er så medtagne, at de ikke længere kan samle sig selv op igen. De udmattede kroppe er alle spiralerende på vej ud ad afløbet i midten af gulvet.
Starck arbejder med Tranens arkitektur som et teater. Den fjerde væg mellem publikum og scene mangler. Balkonen tilbyder det privilegerede blik fra oven. De snurrende kroppe indtager gulvet ligesom skuespillere i et amfiteater. Men hvad Starck præsenterer på scenegulvet, er samtidig det, som man typisk finder bag kulisserne. Hos Starck er kroppene blevet hængende backstage, hvor de skulle forberede deres entré på scenen. Det er ikke bare et maskefald. Det er som om, at Starck har skrællet så mange lag af sine figurer, at det ikke blot er den virkelige, den autentiske krop med alle dens skavanker, der udstilles. Det er decideret kroppe i opløsning, der fremstår gustne, forslåede og usandsynligt mutilerede. De kan ikke længere performe.
Ligesom i Starcks tidligere værker synes hendes kroppe i farveeksplosioner af pastelfarver også sært frisatte. Det er som om de både har givet op og givet sig hen til forfaldet. Trods tab af arme og ben flyder de stadig grotesk med strømmen ned i afløbet og lader sig forme af, hvad der måtte tilstøde dem – nok smadrede men også nogle lemmer og noget bagage lettere. Starcks kroppe synes lige dele brugte og ligeglade, som om de nu bare har tænkt sig at stikke helt af gennem badeværelsets mest umulige udgang. Starck leverer et drama, men tilbyder samtidig et perspektiv befriet for stor sindsbevægelse. Anskuer man sceneriet fra Tranens balkoner giver det mindelser om renæssancens anatomiske teater, hvor studerende sad og så ned på undervisernes dissektionsbord. Her bliver Starcks skuespilshus en frit fabulerende og absurd lektion i vor tids kropspleje, plastikkirurgi og bioteknologi.
Et badeværelse er, som titlen lader forstå, et vådrum. Det er sædvanligvis et hermetisk lukket rum, hvor alle væsker, der måtte komme ud og ind, er strengt reguleret og styret. Som sådan minder et badeværelse om vores kropskultur. Men kunstnerens skulpterede badeværelse og kroppe er ikke lukkede, men hullede på helt umulige måder. Skabe til tøj er forvandlet til kønsåbninger med afløbsriste. Figurerne har fået kappet hovederne med alle deres åbninger af, men er til gengæld udstyret med så store tomrum i solar plexus, at man kan se hele vejen igennem dem. Starcks kroppe er i konstant udveksling med deres omgivelser. De er et væld af velkendte og anderledes ind- og udgange, hvorigennem basale behov og begær livsnødvendigt og lystigt tilfredsstilles. Individet, der sædvanligvis skal gøre sig til og præsentere sig for omverdenen, er her hinsides ydre og indre pres. Der er ikke flere forventninger, der skal afstemmes. Starcks kroppe er ved at gå i ét med deres omgivelser på vej ned i malstrømmen, såvel fortabte som eksalterede.
Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond og Beckett Fonden.
Kilde: Tranen
