Det globale skift mod digital kommunikation, kombineret med reducerede postmængder og en omfattende modernisering af posttjenesterne, medfører, at frimærker i stigende grad forsvinder. I udstillingen A Colorful Inheritance of My Grandfather udforsker Nicolai Howalt kommunikation som både materiale, infrastruktur og menneskelig praksis.
Ved hjælp af store værker bestående af tusindvis af historiske frimærker og monumentale skulpturelle installationer opbygget af de nu kasserede røde postkasser fra det danske postvæsen, doneret til udstillingen af PostNord, kredser udstillingen om de fysiske og historiske tegn på kommunikation – og hvad der sker, når disse forsvinder. Kommunikation har aldrig kun handlet om indhold, den har også haft en konkret form: frimærket, der legitimerer og muliggør postforsendelse; postkassen, der markerer et offentligt fælles rum for udveksling; ruten, rytmen og forventningerne til brevet. I dag er mange af disse blevet afløst af digitale netværk, hvor den fysiske dimension og den kropslige fortrolighed er fraværende.
Langs væggene i udstillingen præsenteres store, indrammede værker, der genbruger frimærker, hvoraf nogle går 120 år tilbage. Hver gentagelse, med sine små variationer, repræsenterer en enkelt forsendelse. Frimærkerne fungerer som visuelle tidskapsler. De bærer spor af politiske skift, nationale fortællinger, teknologiske fremskridt og æstetiske idealer. De er masseproducerede objekter, men samtidig uløseligt forbundet med individuelle handlinger. I akkumuleringen og systematiseringen af frimærkerne opstår et spændingsfelt mellem det personlige og det strukturelle: mellem den individuelle udveksling og det store kommunikationsapparat, der gjorde det muligt.
Udstillingen påpeger, hvordan forbindelser mellem mennesker altid er blevet formidlet gennem synlige tegn og fælles systemer - og stiller spørgsmål til, hvad vi mister, når disse tegn ophører med at eksistere i det fysiske rum. Udstillingen er en poetisk undersøgelse af, hvordan mening og fællesskab formes af de strukturer, vi deler.
Kilde:
Martin Asbæk Gallery
Martin Asbæk Gallery
