Øyvind Sørfjordmos udstilling Værende består af en række abstrakte malerier, som i deres udtryk trækker på såvel kubismens og ekspressionismens som modernismens formsprog.
Udstillingstitlen Værende rummer flere betydninger. I konkret forstand henviser den til noget, der er til stede eller finder sted – den faktiske eksistens af en ting eller en tilstand i en given situation. Samtidig peger titlen mod en mulig tilstedeværelse, hvor noget ændrer karakter, udtryk eller form over tid.
Ordet indeholder imidlertid også en bevægelse, en forandring over tid, og det besidder en næsten flydende kvalitet. Noget, der både er og bliver, som skifter form og karakter hen ad vejen. Malerierne er her et udtryk for denne foranderlighed: De ændrer sig i takt med, at vi betragter dem. Gennem lag på lag af farve og materiale skabes en bevægelse i billedfladen, der gør, at motivet aldrig helt falder til ro, at mønstre og former træder frem og skaber nye fortolkningsmuligheder. At se på disse malerier er ikke en afsluttet handling, men en fortløbende opdagelsesrejse i Sørfjordmos univers.
Sørfjordmo arbejder bevidst med kunstens og maleriets særlige forhold til beskueren. Værkerne i Værende kan ikke udtømmes for mening: Betydningsdannelse er for Sørfjordmo en relationel udveksling mellem beskuer og maleri, for det er her, det værende er vigtigt, det er her, mening materialiserer sig. Malerierne præsenteres i gallerisammenhængen som færdige genstande, men kunstneren insisterer på, at de aldrig er afsluttede, fordi de kræver tilstedeværelse og gentagen beskuelse.
Det værende kommer også til udtryk i kunstnerens egen praksis. Denne er nemlig langsommelig og intuitiv, og hvert lag af maling bygges op på tidskrævende manér, som fordrer samme nærvær og tilstedeværelse af kunstneren selv, som han kræver af beskueren. Udstillingen er en del af et igangværende arbejde baseret på et vildtvoksende arkiv af skitser og tegninger. Tegningerne er forlæg og inspiration, de er grundlaget for maleriernes komposition og form, men disse bliver ikke direkte overført. I stedet afprøver Sørfjordmos ofte flere gange motiverne, skifter lærred og starter forfra, indtil maleriet til sidst falder på plads i de mange lag.
Kilde: Hans Alf Gallery