Fernisering – Rundt om en Enebærbusk

fredag 14 aug 2026 kl 17 - 21

Kunstnerne bag Udstillingsstedet Sydhavn Station undersøger i ny gruppeudstilling gentagelsens rytme, som holder et kunstnerdrevet fællesskab levende.

Kunstnerne bag Udstillingsstedet Sydhavn Station undersøger i ny gruppeudstilling gentagelsens rytme, som holder et kunstnerdrevet fællesskab levende.

Så går vi rundt om en enebærbusk er en klassisk dansk sangleg, hvor børn efterligner hverdagens gøremål. Sangen trækker på traditionen for arbejdssange, hvor gentagelsen får en rytme, og arbejdet bliver gjort til en fælles, legende bevægelse. Disse cirkulære bevægelser danner afsæt for Sydhavn Stations kommende gruppeudstilling. Her går blikket på omgang; hver kunstner har besøgt en kollegas atelier og arkiv og udvalgt værker, der får mulighed for at træde frem, gennem et nyt blik. Værkerne ledsages af korte refleksioner skrevet af den besøgende kunstner. Det skaber en flerstemmig formidling, hvor udstillingen kan læses gennem kollegiale relationer frem for én mere formel fortolkning.
På Udstillingsstedet Sydhavn Station består arbejdet også af handlinger, der vender tilbage: udstillinger bygges op og tages ned, vagter passes, ansøgninger skrives, værker diskuteres, medlemmer træder ud og ind og erfaringer gives videre. Det kan måske opleves som rutine, men det er i gentagelsen, vi finder den omsorg og vedligeholdelse, som gør et kunstnerdrevet fællesskab levedygtigt. Det er her, roller, ansvar og viden går på omgang og gives videre fra én kunstner til den næste.
Det er fire år siden, at alle stedets medlemmer sidst udstillede sammen. Siden da er fem nye medlemmer kommet. Udstillingen markerer derfor både kontinuitet og fornyelse i et kunstnerdrevet fællesskab, der består af 11 meget forskellige kunstneriske praksisser. Udover de kunstværker, der kan opleves i udstillingslokalet, bydes de to nyeste medlemmer, Dyveke Bredsdorff og Søren Nielsen, velkommen. De bidrager med nye værker, der vises på udstillingsstedets offentlige platforme.
I stationens forhal udstiller Dyveke Bredsdorff 15 nyproducerede cyanotypier med titlen Bølgen/Dagen, og på billboardet udenfor udstilles Søren Nielsens Patchwork; et værk i storformat af sammensyede og delvist bemalede presenninger.
Medvirkende kunstnere:
Nicolai Risbjerg, Dyveke Bredsdorff, Camilla Rasborg, Christian Aagaard Ovesen, Oscar Yran, Mie Frederikke Fischer Christensen, Sonja Lillebæk Christensen, Søren Nielsen, Anne Langgaard, Marie Flarup Kristensen, Signe Rohardt Lund.

Adresse
Udstillingsstedet Sydhavn StationErnst Kapers Vej 1
2450 København SV

Åbningstider
Mandag: Lukket
Tirsdag: Lukket
Onsdag: Lukket
Torsdag: 13:00 - 17:00
Fredag: 13:00 - 17:00
Lørdag: 13:00 - 17:00
Søndag: 13:00 - 17:00

Entre pris
Fri entré

Tilgængelighed
Niveaufri adgang - ja

Handicaptoilet - ja
Gratis for ledsager - ja

Der er trinfri adgang til udstillingsstedet fra gaden og adgang via elevator fra togperronen.
Der er ubemandet offentligt toilet på pladsen uden for stationsbygningen med adgang for kørestolsbrugere.