I Kongegaardens 1. sal har Signe Guttormsen skabt en rumlig og skulpturel scenografi af podier, hvor værker fra projektet Cirkulær Magi for første gang bliver præsenteret samlet i en stedsspecifik og spektakulær totalinstallation.
I sin klimavenlige og samfundskritiske udstilling tager Signe Guttormsen således afsæt i en næsten glemt del af den europæiske kunsthistorie, hvor tryk og skrift i århundreder er blevet udført på papir fremstillet af brugte tekstiler.
Tøj, som mennesker havde levet i, og sanset verden gennem, blev forvandlet til underlag for generationer af kunstneres billeder og fortællinger. Mange forskellige livsforløb fortsatte på den måde i materialet, og den tradition genopliver Signe Guttormsen nu kunstnerisk og bæredygtigt.
”I mine værker bliver tanken håndgribelig, når jeg omdanner brugte tekstiler til papir og på den måde viderefører levet liv som nye billeder. Både kludepapiret og fotografiet fremstår som processer, der bærer deres egen tilblivelse og forandring i sig”, siger Signe Guttormsen.
Til sin cirkulære transformation knytter Signe Guttormsen den tjekkisk-brasilianske filosof Vilém Flussers tanker om fotografiet som et kodet symbolsk udtryk, der ikke afspejler objektiv virkelighed, men som snarere opstår mellem mennesket og verden.
Kilde:
Kunsthal Kongegaarden
Kunsthal Kongegaarden

