En udstilling om jordens materialer, langsomme transformationer og de tidsligheder, der rækker ud over mennesket. Kunstnerne tager afsæt i materialer fra området omkring Dybbølsgade på Vesterbro - jord, planter, mineraler og spor fra byens overflader.
Med nye værker i grafik, installation, maleri og håndlavet papir undersøges forvitring som både geologisk proces og kulturel forestilling: hvordan materialer langsomt forandres, og hvordan vores forståelse af det værdifulde og det “hellige” kan være i bevægelse i en tid præget af økologiske kriser og nye relationer mellem mennesker, miljø og andre arter.
Anna Weber Henriksen arbejder direkte med Dybbølsgades materialer. Kobberplader bringes i fysisk kontakt med asfalt, jord, sand og salt, så stedets kemi gradvist synliggøres i metallets korrosion og i grafiske aftryk.
Luise Noora Sejersen tager udgangspunkt i ikonmaleriets tradition og inddrager planter - blandt andet døvnælder og brændenælder - i nutidige ikoner med tempera, jordpigmenter og plantebaseret papir.
Udstillingen er iscenesat i samarbejde med Frederikke Krogh, med fokus på rumlig dramaturgi og lyssætning. Værkerne danner en bevægelse gennem udstillingen - fra Weber Henriksens procesorienterede installationer med materialernes langsomme nedbrydning til Noora Sejersens symbolske transformationer af planters og jordens betydning. Tilsammen peger de på langsomme processer og tidsligheder, der fortsætter længe efter os.
Kilde: c4 projects
