Gruppeudstilling: the Tower that used to be a Well

20 jun - 2 aug 2025

Det Fynske Kunstakademi præsenterer stolt syv nye, stedsspecifikke kunstværker i Tarup-Davinde på Fyn.

Foto: Det Fynske Kunstakademi

Det Fynske Kunstakademi præsenterer stolt syv nye, stedsspecifikke kunstværker i Tarup-Davinde på Fyn.

Det Fynske Kunstakademi og Tarup-Davinde byder velkommen til the Tower that used to be a Well, syv nye, stedspecifikke kunstværker, der henover sommeren vil være at finde i det særegne grusgravslandskab i Tarup-Davinde på Fyn.
Indvielsen finder sted torsdag den 19. juni kl. 17 – 19.30 på Det Fælles Mødested, parkering ved Rolighedsvej 100, 5792 Årslev.
Kunstnerne er: Erdal Bilici, Emilie Bausager, Therese Bülow, Laurits Malthe Gulløv, Zuzanna Kozłowska, Lotte Rose Kjær Skau og Anna Walther fra Anne Marie Carl-Nielsen program for kunst i offentlige rum, årgang 2024/25 ved Det Fynske Kunstakademi.
Værkerne kan opleves fra den 20. juni – 2. august 2025.
Gennem 10 måneder har syv kunstnere, som del af Anne Marie Carl-Nielsen program for kunst i offentlige rum, studeret områdets komplekse sammensætning af geologi, industri, biodiversitet og foreningsliv. På den baggrund har de nu skabt unikke værker, der undersøger stedets mangesidede væsen. For hvordan skal man forstå et istidslandskab, der er blevet genformet af tung industri, og sidenhen har udviklet sig til et artsrigt, rekreativt område?
I dette sceniske landskab er kultur og natur flettet sammen på kryds og tværs. Fra forskellige indfaldsvinkler stiller kunstværkerne spørgsmål, fremhæver betydninger og foreslår nye læsninger af området. Nogle værker udforsker mekanismerne i udvindingen af grus eller samspillet mellem arter. Andre lader sig forme eller camouflere. Og så er der værker, som stiller sig til rådighed for dem, der måtte have brug for det – mennesker såvel som dyr.
Anne Marie Carl-Nielsen program for kunst i offentlige rum er et 1-årigt overbygnings- og efteruddannelsesprogram ved Det Fynske Kunstakademi, der fokuserer på kunstens positioner i offentlige rum; dens potentiale til at udfordre og engagere sig i formelle, sociale og etiske forhold i specifikke kontekster. Programmet er etableret med støtte fra Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat.
Kilde:
Det Fynske Kunstakademi

Adresse
Det Fynske KunstakademiJernbanegade 13, 5000 Odense

Åbningstider
Se website for åbningstider