Med særudstillingen Ikonoklasme – kunsten som kampplads fortæller Glyptoteket nu historien om menneskets stormfulde forhold til kunsten, og hvad der driver os til at ødelægge den.
I årtusinder har mennesker ikke kun rejst statuer men også væltet, ændret og ødelagt dem. For selvom monumenter ofte er lavet af langtidsholdbare materialer som marmor og bronze, så er de ideologier, personer og begivenheder, de hylder og opretholder, sjældent lige så varige. Ikonoklasme er ikke blot noget, der er foregået i oldtiden – kunsten er stadig en kampplads, hvor magtforhold og identiteter udfordres.
Ordet ikonoklasme kommer af det oldgræske (eikon) og en afledning af klaein (at bryde i stykker eller knuse), og beskriver den bevidste ødelæggelse af billeder, monumenter eller symboler. Glyptotekets oldtidssamling rummer en hel del eksempler på arkæologiske genstande, der er blevet ødelagt med vilje. Mens nogle af ødelæggelserne har været motiveret af politiske magtskifter og religiøse omvæltninger, har andre været et produkt af økonomiske og praktiske forhold.
Den bevidste og til tider voldelige ødelæggelse af kunst og monumenter er dog ikke kun et historisk fænomen fra en fjern fortid. Ikonoklasme er mindst lige så aktuel i dag som i oldtiden. At vælte statuer og ødelægge monumenter bruges også i dag til at omskrive, udfordre og genforhandle de historier, vi fortæller om os selv.
Med udgangspunkt i Glyptotekets imponerende samling af genstande fra oldtiden kaster udstillingen lys over menneskets stormfulde forhold til kunst og undersøger, hvad der driver os til at ødelægge den.
Den følelsesladede og til tider brutale omgang med værkerne præsenteret i udstillingen vidner om, at kunsten, også i oldtiden, var en kampplads, hvor magtopgør blev udkæmpet og identiteter blev forhandlet.
Kilde:
Glyptoteket
Glyptoteket