Irma Hünerfauth: Speaking Boxes

Simian præsenterer Speaking Boxes, den første posthume soloudstilling af den tyske kunstner Irma Hünerfauth (1907-1998), som samler hendes værkserie af komplekse kinetiske multimedieobjekter, der blev skabt fra begyndelsen af 1970’erne til midten af 1980’erne. Udstillingen udfolder kunstnerens poetiske, satiriske og kritiske refeksioner over det moderne livs sociale relationer – fremmedgørelse, kærlighed og længsel – samt hvordan sammenhængen mellem fortællinger om fremskridt og den vestlige modernitets voldlige ressourceudvinding, har udmøntet sig i krige, miljøforurening og udryddelse.

Gennem 1950’erne og 1960’erne arbejdede Hünerfauth, der dengang studerede hos kunstneren Conrad Westphal, hovedsageligt inden for rammerne af abstrakt ekspressionisme, action painting og informalisme. I de turbulente år omkring 1968 vendte hun sig væk fra maleriet for i stedet at fokusere på at skabe skulpturelle objekter. Omkring dette tidspunkt førte et samarbejde med den danske komponist Ilja Bergh og den tyske kunstnergruppe Gruppe K til, at Hünerfauth i højere grad eksperimenterede med lyd, musik og feedback, som hun e#erfølgende begyndte at integrere i sin kunstneriske praksis. Fra 1970’erne og frem, arbejdede hun med detaljerede sammensætninger af forbrugersamfundets skrald i nøje komponerede i akrylglaskasser: dele af elektriske kontakter, metalplader, knopper, ledninger og plastika$ald blandt andre ting. Disse interaktive objekter, som kunstneren under pseudonymet IRMAnipulations kaldte Vibrationsobjekte (Vibrationsobjekter) og Sprechende Kästen (Talende Kasser), afspejlede den voksende interesse for den nye kybernetik og systemteori, samt betydning heraf for kunsten og samfundet.

Med udgangspunkt i sin tidligere uddannelse som svejser og sin partners baggrund som ingeniør, udviklede Hünerfauth serien Vibrationsobjekte, hvor ståltråd og andre elementer blev loddet fast til computerprintkort. I modsætning til det modernistiske ideal om det formalistiske objekt har disse værker en adfærdsmæssig kvalitet, der ligger i deres evne til at reagere på en ydre aktivering fra beskuerens side. Her er det, som værkernes navn antyder, vibrationer, der forstyrrer de tilsyneladende statiske og faste kompositioner og skaber lyd, som dere#er forstærkes via forbrugerelektronik.

Sprechende Kästen udvider de formelle kompositioner med narrative lag og anvender elektromekaniske kompositioner til at skabe teatralske e$ekter. Kombinationen af metal-og plasta$ald med hverdagsgenstande fremstår som arkitektoniske eller scenografiske modeller. Båndoptagelser af kunstneren, der synger og reciterer digte, lignelser, formaninger eller salmer skrevet af hende selv eller andre (f.eks. den østrigske digter Ingeborg Bachmann), spreder sig ud i rummet, når de aktiveres af beskueren. Disse pseudomaskiner, der er fremstillet i en tid med industriel krise og tilbagegang, foregriber en ny service- og informationsbaseret økonomi og er en collage af både symbolske og adfærdsmæssige egenskaber. I stedet for blot at være ’fortællingsbeholdere’ henleder de opmærksomheden på, hvordan både skulptur og teknologi, som teoretikeren Jack Burnham beskrev det, kan forstås som en udvidelse af en trang til at kontrollere og forme – i det mindste en begrænset del af – vores omgivelser. Ved at spille på deres tilfældige tilnærmelse til livsdri#, stiller disse værker spørgsmålstegn ved rationalisme og teknologideterminisme, der ligger til grund for en central ”modernitetens fetich”: den universaliserede ly frembringende beholder, der betinger og indskrænker den menneskelige krop.

Hünerfauths Vibrationsobjekte og Sprechende Kästen er blevet udstillet internationalt, bl.a. i São Paulo, Paris, London og Lausanne. Dette er en af de første gange siden kunstnerens død, at de præsenteres som en samlet gruppe. Sideløbende og i dialog med Hünerfauths værker vises et video- og %lmprogram i daglig rotation i Simians andet udstillingsrum, der er omdannet til midlertidig biograf.

Programmet, der har fået titlen Planned City Cinema, uddyber Hünerfauths interesse for samspillet mellem naturlige og sociale systemer, både i kunsten og i samfundet som helhed, i forhold til det dominerende paradigme af udvindingsstyret udvikling. Værker af Union Gaucha Productions, Black Audio Film Collective, Dora Budor og Noah Barker, Harun Farocki og Pilvi Takala dokumenterer, dissekerer og undersøger produktionen, opretholdelsen og medieringen af det bebyggede miljø og de ideologier, økonomier og magtforhold, der materialiserer sig heri. Dermed lægger de også op til re!eksioner over Simians urbane omgivelser i det nybyggede Ørestad.

Union Gaucha Productions’ essay%lm Primary Green (2002) viser den amerikansk-argentinske arkitekt, designer og kurator Emilio Ambasz’ idéer om grøn arkitektur og adaptivt design, udviklet på højden af e#erkrigstidens avantgarde i slutningen af 1960’erne og 1970’erne. Her sammen!ettes modernismens underliggende spændinger mellem individ og kollektiv, arkitektur og natur, praksis og teori i en social og miljømæssig tilgang, der fremmer en procesorienteret relation mellem objekter, deres producenter og brugere. Skabt tre år inde i Thatcher-vældet, indfanger Black Audio Film Collectives Twilight City (1989) genopbygningen af London, hvor havne og boliger for arbejdere og indvandrere må vige for tårnene i det nye %nansielle knudepunkt Canary Wharf. Fundne optagelser, panoreringer over byen, interviews med folk som Homi Bhabha samt breve og beretninger fra den %ktive journalist Olivia, der forsker i ”The New London and the Creation of Wealth”, væves sammen i et tæt visuelt og lydmæssigt værk, der fungerer som en ”udgravning af psykiske og historiske lag”.

I Dora Budors og Noah Barkers seneste videoer Orange Film I & II (2023) optages forvrængede og %ltrerede billeder og lyd ved hjælp af en kamerarig udstyret med et glas orangevin på Highline og Domino Park, to store adaptive genbrugsbyggeprojekter i New York, og foran Anish Kapoors metalliske bønne ved foden af Herzog & de Meurons luksushøjhus. Nostalgi og desorientering skaber syntetiske portaler til en fantomfortid, som er afgørende for den måde, hvorpå den nyere urbanisme konstruerer sit fatamorgana.

Harun Farockis A New Product (2012) er en nøgtern dokumentation af et planlægningsmøde for et nyt kontorkompleks i Düsseldorf. Kybernetisk tankegang giver genlyd i de nye arbejdsmiljøers paradigmer for feedback og !eksibilitet, som de %lmede konsulenter sælger via et sprog, der ikke blot er et værktøj, men også et objekt for spekulation. I en næsten omvendt udgave af Farockis dokumentation indeholder Pilvi Takalas The Committee (2014) en række interviews med en gruppe otte- til tolvårige børn. Disse faste brugere af et ungdomscenter i East London har fået Frieze Art Fairs produktionspris-penge af kunstnerne og redegør nu for den kollektive diskussion og beslutningsproces vedrørende brugen af disse midler.