J. V. Martin: Den sidste avantgardist

Anbefalet under Det skal du se! i uge 32

J. V. Martin (født Martin Viktor Jeppesen) var en af vores mest kompromisløse avantgardekunstnere, selvom han aldrig blev alment respekteret som billedkunstner.

I sin hjemby, Randers, husker de fleste ham som den drikfældige og højtråbende rebel, som falbød sine værker for øl på byens bodegaer. På Randers Kunstmuseum blev hans flåde-collager afvist som fiduskunst og hans cobra-inspirerede og spontanistiske aktionsbilleder anset for letkøbte.

Martin spillede imidlertid en vigtig rolle som kunstner, forfatter og revolutionær tænker, både internationalt og herhjemme. I 1961 kom han gennem sine kunstnerkolleger Asger Jorn og Jørgen Nash med i avantgardegruppen Situationistisk Internationale. Efter eksklusionen af Nash og en række andre medlemmer blev Martin udråbt af Guy Debord, som talsmand for Situationistisk Internationale i Skandinavien, og indtil gruppens officielle opløsning i 1972 fungerede han som redaktør for tidsskriftet Situationistisk Revolution fra sit hjem i Øster Tørslev ved Randers.

Hos Martin bliver avantgardens kritik af institutionen, vanetænkningen, kapitalen og den omsiggribende billedverden udtrykt i markante vendinger, skøre påfund, provokerende happenings og i et legende billedsprog og tilgang til livet. En tilgang han holdt fast i til sin død, over 20 år efter opløsningen af bevægelsen.

Ved at vise et bredt udvalg af værker – fra de tidlige figurative oliemalerier, til hans berømte Gyldne Flåde, flere ikoniske skulpturer og masseproducerede papirværker til de sene malerier i primært blå, rød og sort – er det ønsket at lave en udstilling, der yder kunstneren retfærdighed og tilrettelægges i hans ånd – fuld af humor, leg, røverhistorier og radikal politisk stillingtagen.

Situationisternes vedvarende kritik af systemer og institutioner og deres insisteren på kreativitetens grænseoverskridende potentiale er mere relevant end nogensinde. Det er ønsket, at man gennem formidlingsmateriale og arrangementer kan åbne op for en diskussion om kunstens fallit og potentiale i det senkapitalistiske samfund.

Kilde: Møstings Hus