Jakob Jakobsen: Ophør Oprør Ophør Oprør
8 nov - 4 dec 2019Jakob Jakobsens bidrag, Ophør Oprør Ophør Oprør, til RoofTop markerer udstillingsprojektets foreløbige endeligt. Sat i sort på hvidt i skriftfonden Cambria som et endeløst mantra uden start- eller slutpunkt. Værkets visualitet afviger fra det, der normalt forventes af et lysskilt i det offentlige rum. Frem for at mime reklame- eller kampagneskiltenes klare farver og designede […]
Jakob Jakobsens bidrag, Ophør Oprør Ophør Oprør, til RoofTop markerer udstillingsprojektets foreløbige endeligt. Sat i sort på hvidt i skriftfonden Cambria som et endeløst mantra uden start- eller slutpunkt. Værkets visualitet afviger fra det, der normalt forventes af et lysskilt i det offentlige rum. Frem for at mime reklame- eller kampagneskiltenes klare farver og designede […]
Jakob Jakobsens bidrag, Ophør Oprør Ophør Oprør, til RoofTop markerer udstillingsprojektets foreløbige endeligt.
Sat i sort på hvidt i skriftfonden Cambria som et endeløst mantra uden start- eller slutpunkt. Værkets visualitet afviger fra det, der normalt forventes af et lysskilt i det offentlige rum. Frem for at mime reklame- eller kampagneskiltenes klare farver og designede skrifttyper præsenterer Jakobsens værk sig som en uendelig sætning hentet fra skriveprogrammet Word.
Effekten viser sig som en øget tekstlighed, der understreger værkets skriftbårne udtryk. Ordene ‘Ophør’ og ‘Oprør’ parres og kædes sammen i en form for bogstavsleg eller remse, der fremhæver de to ords sammenlignelige visuelle og fonetiske kvaliteter. Et ophør kan forstås som noget, der indplacerer sig i et limbo; en tilstand der kommer til sin afslutning inden noget nyt kan opstå. Ophøret er døden, men ophøret kan også undgå at lade sig kategorisere. Ophøret kan være et sammenbrud, hvor livets gængse forhold frakastes til fordel for en undtagelsestilstand. Når noget hører op med at fungere stopper alt. Det, der bryder sammen, vender sig mod den eksisterende produktive, konkurrerende og præsterende orden.
På den måde er ophøret i Jakobsens værk tæt forbundet til oprøret, der ikke blot indgår i en bogstavsleg eller en endeløs tankestrøm, men som også kan vise sig at være ophørets iboende væsen. Det der sættes ud af funktion, og dermed bryder med de givne forestillinger og forventninger, yder et oprør. Ophøret kan være politisk, men det kan også være uregerligt. Det er i ophørets form, at oprøret kan opstå som et alternativ til den velkendte hverdag. Nye måder at tænke, leve og forestille sig verden på kan opstå, når en tilstand bryder sammen og en ny opstår. Verden kan folde sig ud, vise sig fra flere facetter og indtage nye former, som ingen havde forestillet sig.
RoofTop er en ny udstillingsplatform med adresse i Den Hvide Kødby i København. Men som navnet antyder, er det ikke en helt almindelig beliggenhed, idet platformen er et 12 m langt lysskilt, som er opstillet på toppen af en nedrivningsejendom på adressen Ingerslevsgade 84 A. En urban og sfærisk beliggenhed med udsigt over banelegemet og indgangen til den pulserende Hvide Kødby fra øst. Lysskiltet bliver udstillingsplads for 10 udstillinger/kunstneriske
udsagn over de næste 10 måneder. Tekst som billedkunst, lavet af billedkunstnere. Vist i det offentlige rum.
Initiativtageren og kurator er billedkunstneren Michael Mørk, og de deltagende kunstnere er: Lise Nørholm, Peter Holst Henckel, Lise Harlev, Anette Harboe Flensburg, Gudrun Hasle, Kaspar Bonnén, Michael Mørk, Jesper Fabricius, Kim Asbury og Jakob Jakobsen.
Kilde: RoofTop