Jochen Mühlenbrink: MWP

At bevæge sig ind i Jochen Mühlenbrinks udstilling er på mange måder som at begive sig ud på en lang togtur, hvor bevægelsen igennem landskabet gribes i enkle og fastfrossede øjeblikke. Øjeblikke der er koncentreret i enten flygtige landskaber og ansigter set bag dugvåde ruder eller i mere abstrakte kompositioner af spraymaling og tape, som i denne sammenhæng kan give associationer til tunnellers betonvægge eller til vildfarne og hvirvlende objekter på perronen.

Gennemgående for Mühlenbrinks værker er altså arbejdet og kortlægningen af det subtile menneskelige spor vi efterlader os, og i særlig høj grad deres kommunikative potentiale – Mühlenbrink griber hvad andre har efterladt (et “ok” skrevet i et dugget vindue eller et forsøgt repareret spejl) og forvandler disse konkrete og genkendelig flader til stramme kompositioner og kontemplative rum, hvor “sporene” agerer som åbninger for samtale og refleksion.

Mühlenbrinks værker kan i høj grad ses som det venskab der formes mellem beskueren og billederne, og man kan argumentere for, at det egentlige motiv ikke skal findes i husene, i ansigterne eller i tapen, men derimod et sted på fladen mellem beskuer og motiv – på selve ruden eller i spejlet, hvorfra beskueren fastholdes i transit mellem værk og noget mere. Det kan virke næsten banalt, men hver eneste gang et spejl optræder et sted i kunsthistorien bliver der skrevet om det igen og igen. Men hvorfor? Det simple svar er nok, at det fysisk reflekterer noget i os, gør os opmærksomme på vores egen perception og vores helt konkrete tilstedeværelse i rummet. Spejlet har en unik evne til at afspejle det “usynlige” eller forvrænge det “synlige” og åbner for læsninger, hvori det bliver muligt rent konkret at se os selv i kunsten.

Mühlenbrinks imponerende arbejde med Trompe l’oeil-teknikken virker som en evig fængende tryllekunst, og overgangen fra råt materiale til værk virker næsten magisk. Mühlenbrinks brug af teknikken adskiller sig dog fra den historiske, da han ikke blot skaber todimensionelle illusioner, men formår at gøre bedraget materielt – her er tapen ikke bare tape, men strøg der bevæger sig ud fra fladen og kravler ind under huden på beskueren. Mühlenbrinks værker ligger sig på grænsen mellem det banale, det teknisk overlegne og det strengt konceptuelle, og udstillingen fremhæver hvordan Jochen Mühlenbrinks forholder sig imponerende flersidigt til maleriet, og til den verden vi lever i.

Kilde: Gather Contemporary